Skindred har haft mange vanvittige albums indtil nu. Derfor skal vi være glade for endelig at få besøg af dem på Copenhell. De aflyste deres koncert i 2018, og blev afløst af et veloplagt MØL, der svævede ud over scenekanten. Nu-metallens flagskib fristes man til at kalde dem, og på Copenhell viste de hvad de er lavet af.
Ren tåbelighed og skræmmende, god gøgl lyder som en underholdende cocktail, og her er de walisiske Skindred leveringsdygtige i et godt show og en kærlig omgang moshpit. Der er ingen fine fornemmelser i deres uhellige miks af rap, reggae og tonsertung metal. Skindred er ikke andet end glimrende underholdning, hvor man kan mærke, hvor meget musikken betyder for dem. Det er fyldt med henvisninger til The Prodigy, hvor vi fik os en fin portion fællessang til ‘Out of Space’, Fresh Prince Will Smith og en hel masse andet god old school musik, men mest af alt er det båret frem af en kompromisløs attitude.
Skindred bliver aldrig stor musisk kvalitet, men det er fandme sejt. Med en herlig stilsikker fremtræden, kommer Mr. Webbe til at levere en led vokal, men det er først og fremmest som indpisker, hvor publikum aldrig får lov til at stå stille. “Wave your hands”, kommer det ubønhørligt fra scenen, hver gang der opstår en mulighed for det. Det er en eksplosion af energi, hvor man kun kan være begejstret for det nærvær som er til stede i bandets udtryk. Det er rendyrket punk, bare mere melodisk.
Smæk mig over skærmen med en gang Ragga-punk.
Skindred er en uhellig hybrid af metal, punk, funk, ska og reggae og det burde ikke virke. Men det gør det. Benji Webbe er en showmand, der har styr på et publikum og med en tung udgave af ‘Machine’ var der alt hvad man kunne ønske sig.
Derfor stod ‘Kill the Power’ også som det bedste nummer på dagen, hvor også ‘That’s My Jam’ var fremragende. Jeg kommer aldrig til at skam høre dem på plade, men det er en fornøjelse live.
