Andendagen er ankommet, og festivalen er nu for alvor i gang. Solen er høj, det samme er humøret blandt publikum og første band på dagen er danske Konvent. Trods klokken kun er halv to, så er pladsen foran Pandæmonium scenen godt fyldt, og da lyden af kirkeklokker signalerer Konvents ankomst, er energien blandt publikum tydelig at mærke.
Det er tungt og det er mørkt lige fra først anslag, og Konvents traditionelle take på doom genren leverer varen. Men selvom lyden de fire kvinder producerer omslutter én, så er der ikke samme knald på når man kigger på scenen. Doom genren er tung, og tempoet langsomt, og det samme var bandet på den sparsomt dekorerede scene.
Den rigtige lyd, den forkerte tid
Lyden er overraskende god for første band på dagen, dyb bas og rumlende trommer fylder hurtigt lydbilledet ud. Særligt bas tonen har en grim-på-den-gode-måde karakter, og de dele hvor den står alene er især fremragende. Der er ikke meget afveksling, men det der ér er godt.
Noget af skylden kan ligges på den lille scene, noget på at volumen ikke var så høj som doom genren er bedst, men mest må ligge på tidspunktet. Klokken halv to i høj sol er bare ikke drømme scenariet for denne genre. Bandet giver den alt de har, og har endda en gæste sanger med fra Morild og krydre lydbilledet en smule, men det drukner alt sammen i solens skær.
De fleste numre er lange og messende i deres ensformighed, men det sidste nummer skiller sig ud. Vokalen forlader de primære dybe growls og bevæger sig ud i en slags desperat black metal stil, og musikken bliver mere progressiv og det klæder bandet, og ikke mindst tidspunktet, storartet. Det er fedt at se Copenhell fortsætte med at prøve metal genrer af, men nogle kræver bare lidt mere omtanke end andre.
