Electro-pop bandet Desmond er klar med deres debutalbum, som udkommer i morgen den 17. august. I den anledning har POPLISH fået et smuglyt på ‘Cardboard Palace’.
Første nummer, der også er titlen på albummet, gør det klart for lytterne, hvad der skal til at ske: Vi skal suges ind i et univers med energiske beats, fængende riffs og en historiefortællende vokal. Udover albummets exit-nummer, er der såmænd også fuld knald på det veldefinerede lydunivers med 80’er-synth og poppede melodier.
Vi får smidt hurtige og markerede riffs lige i fjæset ved introen, og som lytter er man fanget med det samme. Foden vipper helt ubevidst med. Sangen ‘Home’ formår at skabe en helt anden start end de andre numre med et sus efterfulgt af et synth-kor, og det spiller bare! Samtidig er ’Spitfire’ også en form for udstikker med sin langsomme og næsten helt sensuelle start, der eskalerer i et upbeat omkvæd og får lytterne til at kridte selv de tørreste dansesko.
Noget, Desmond virkelig formår, er at skabe riff efter riff, der smelter sig fast i hjernen – og det er en hamrende god egenskab at besidde! Selvom det instrumentale i sig selv kan fremstå simpelt, kan man fornemme, at der er puslet om hver eneste musikalske detalje.
Desmond har eksisteret siden 2015, og i den forholdsvis korte levetid har bandet virkelig formået at skabe en klar og defineret lyd, hvilket i min optik betyder, at der er tale om et band med et klart potentiale på elektropop-scenen.
På trods af en skarp defineret lyd på albummet, flyder sangene ikke bare sammen til et langt nummer – noget jeg synes, man tit oplever med bands, der har ‘låst sig fast’ på en specifik stil. Det kan ofte hurtigt blive kedeligt. Men numre som pop-balladen ‘Fickle Star’ samt ‘Man of the Year’ bryder virkelig rytmen og sikrer, at albummet bliver levende og dynamisk. Det sidstnævnte er egentlig det nummer, jeg foretrækker mindst, men alligevel er det næsten en nødvendighed for at bryde den klassiske Desmond-lyd, så man kan mærke sangenes forskellighed.
Én ting, jeg særligt savner, er den power og fylde, man finder i vokalen i ‘Cardboard Palace’-sangen. Den daler lidt i resten af albummet, og det er en skam. Det er ikke fordi, vokalen decideret drukner i farverig synth og de fængende riffs, men jeg savner noget mere gennemslagskraft fra vokalens side – specielt i omkvædene. Den gennemslagskraft hiver vokalen dog stensikkert hjem igennem hele titelsangen ‘Cardboard Palace’.
Vokalen får heldigvis gentagne gange lov til at afbalancere de dominerende (og hamrende iørefaldende!) riffs, takket være bandets evne til at skrue ned for tempo og dynamik. Særligt c-stykkerne i de ellers energifyldte sange. Her er jeg især fan af ‘Exile’, som også er en af de sange, sammen med ‘Cardboard Palace’ og ‘Spitfire’, som gav det største indtryk. Faktisk vil jeg gå så langt at sige, at ‘Exile’ i min optik er albummets absolutte bedste nummer.
All in all er ‘Cardboard Palace’ et rigtigt fint debutalbum. Desmond får skabt en fantastisk kontrast med sine upbeat og positive melodier og de mere dybe, meningsfulde og næsten dystre tekster. Jeg er vild med bandets lydunivers og evne til at balancere dynamik og tempo så fint, men jeg savner blot en mere powerful vokal hele vejen igennem og ikke kun i c-stykkerne. Desmond formår at komme gennem hele paletten og skabe en farverig og kontrastfyldt stemning, der både får ørerne til at lytte til de dybe tekster og fremprovokerer danselysten.
