St. Vincent druknede i pitten

Iført neon-orange lakkjole og matchende guitar indtog St. Vincent Arenas scene på Roskilde Festivals første officelle spilledag. Med sin karakteristiske sorte bob-frisure og høje hæle stod hun snorelige på på scenen og gav masser af star quality. Desværre kom hun ikke for alvor ud over scenekanten i løbet af aftenens koncert.

Hele koncerten igennem serverede amerikaneren vilde backdrops, der gav et fedt visuelt udtryk til musikken. Ligeledes bidrog et vildt lysshow på de store skærme til, at det var mere end lyttesansen, der blev tilfredsstillet.

Desværre blev stemningen hæmmet af et halvtamt publikum, og det virkede som om, St. Vincent aldrig til fulde fik kontakt med aftenens tilhørere. Hvor folk i pitten tilsyneladende havde en fest, formåede St. Vincent aldrig for alvor at komme helt udover scenekanten.

Langt hen ad vejen lød St. Vincents vokal mudret, og ofte virkede det som om, koncerten skulle være avantgarde og avantgardens skyld. Måske skal man bare være mere inkarneret St. Vincent-fan for for alvor at forstå, hvad der foregik. I hvert fald var det en kombination, der resulterede i en halvdød stemning – især sammenlignet med, hvad vi før har oplevet på Arena.

Det var synd og skam, for der er ingen tvivl om, at scenens hovedperson er en dygtig kunstner. Flere gange viste hun fremragende vokal, og at talentet også rækker til ret habilt guitarspil. For nu at sige det på jysk.

Det var når St. Vincent gav den gas på guitaren – og især når det blev suppleret med bass og synths – at koncerten fungerede allerbedst. Og dér fungerede den til gengæld også til noget nær perfektion.

Potentialet var der uden tivivl, men der var desværre for langt mellem snapsene. Når alt kommer til alt, føles det som om, muligheden for en fantastisk koncert gik tabt.

St. Vincents musikalske kunnen er der ikke en finger at sætte på. Måske var scenen for stor, måske var tidspunktet forkert. Måske var det bare en koncert, der var forbeholdt kendere.