For to år siden spillede norske Kakkmaddafakka op til dans på Pavilion. I år fik de æren af at åbne Avalon, og sekstetten kvitterede med en sveddryppende kaos-fest.
Den norske gruppe måtte kæmpe en brav kamp mod Eminem-kø og åbningen af Orange Scene. Man kunne derfor godt på forhånd frygte, at det ville være småt med tilskuere foran Avalon-scenen onsdag eftermiddag. Det skulle dog hurtigt vise sig at være ubegrundede bekymringer; teltet bugnede med danskere og nordmænd. Måske var det bare fulde danskere. Det kan jo være svært at høre forskel.
Selvironi og charme
Til de bombastiske toner fra “In the Hall og the Mountain King” startede koncerten, og med dét stod hurtigt klart, at gruppens stigende succes ikke er steget dem til hovedet. Med en stor portion selvironi og fuldkommen uimodståelig drengerøvscharme sørgede gutterne for en fest så energisk, at den nærmest fik Avalons teltdug til at lette.
Allerede efter åbningsnummeret “Touching” blev bandet hyldet, som havde de vundet VM. Dog er det min klare fornemmelse, at publikum i særdeleshed hyldede energien, som bandet lagde for dagen. Musikken var nærmest et sekundært element.
Hånden på hjertet så er Kakkmaddafakka ikke gudsbenådede musikalske talenter, og de lander formentligt ikke i Grammy-komitéens søgelys lige foreløbigt. Ikke desto mindre er de indbegrebet af, hvad Roskilde Festival kan: skabe et virvar af kontrolleret kaos, der gør det umuligt at stå stille.
Fællessang med Cher
For to år siden gik bandets drengedrøm i opfyldelse, da de spillede på Pavilion. Guitarist og vokalist Axel Vindenes proklamerede da også denne gang, at det næste store mål havde været, at få en ny indbydelse til Roskilde Festival. Som sagt så gjort. Næste mål for Kakk? Orange Scene – til publikums store begejstring.
Det var i det hele taget et feststemt publikum, der havde søgt ly for sol og (pis)støv under Avalons teltdug. Især når Kristoffer van der Pas tæskede løs på trommerne, var publikum lige så letantændelige som det tørre græs på campingpladsen.
Bedst som man troede at stemningen ikke kunne blive bedre, gav Lars Helmik Raaheim-Olsen et cover af Chers “Believe”, der umiddelbart kunne virke malplaceret, men i stedet udløste fællessang og mere jubel. Kakkmaddafakka beviste endnu engang, at de kan sparke en gedigen fest i gang. Standarden for de resterende spilledage er hermed lagt.
