Da Diplo dræbte i Ådalen

Den amerikanske stjerneproducer og DJ Diplo kastede om sig med tunge, elektroniske beats i stort set alle genrer og skabte en vanvidsfest (næsten) fra ende til anden, da han spillede på NorthSide lørdag aften.

For at starte i midten, så kan man sagtens græde til en EDM-koncert. Det trak i tårekanalerne, da konfetti blev skudt ud over et dansende, festende publikum sent lørdag aften, mens de store højtalere spillede Jack Ü-hittet “Where Are Ü Now” med Justin Bieber på vokal. Sceneriet skabte så meget glæde, at min krop reagerede med tårer.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gik og talte dage ned til lørdag på NorthSide, siden Diplo blev præsenteret i julegave til EDM-elskerne 1. december sidste år. (Det meste af) hans musik taler til min sjæl, og han formår altid at have fingrene i de ting, jeg holder allermest af.

Eksempelvis: Bedste nummer på Beyoncés “Lemonade”? Gæt, hvem der har været med til at producere det… Ja, du har fanget det. Og sådan har det været siden, at Florida-drengen som 29-årig producerede et nummer ved navn “Paper Planes” for sin daværende kæreste M.I.A. tilbage i 2007.

Dengang var Diplo blot en dreng med en drøm, som solgte mixtapes fra bagagerummet i sin bil, mens han prøvede at spille så mange shows som muligt uden at få mange mønter for det. Men så startede han et projekt med nogle venner, og siden da er det kun gået én vej.

Diplo, NorthSide, NS18, Green Stage
Foto: Lasse Lagoni

Derfor var der også godt med mennesker på pladsen, da den 39-årige DJ gjorde sin entré under lyden af alarmer og sirener. Iført klaphat og en rød trøje med et Dannebrog på, trykkede og skruede han på knapperne for at give os første drop. Et lille stykke dubstep til at åbne ballet på. Ingen grund til at starte stille ud.

DJ-trioen Major Lazer blev startskuddet på en raketkarriere for Diplo. Numre som “Original Don”, “Pon De Floor” og “Get Free” banede noget af vejen, men det stak først rigtigt af, da det meste af verden i 2013 råbte “BUMAYE!” og kastede deres kroppe rundt til “Watch Out For This”.

I dag er Diplo den sjettedyreste DJ i verden og laver musik med alle kunstnere, der er noget værd for tiden. Det tæller udover Beyoncé og Madonna også navne som danske MØ og DJ-trioen Nonsens.

I sættet lørdag aften er der selvfølgelig de numre, man skal høre fra Diplo. Udover et par Major Lazer-numre er der sange som “Colorblind”, “Look Back” og “Worry No More” fra hans EP i eget navn, ligesom der bliver plads til “Jungle Bae” og “Febreeze” fra Jack Ü-projektet, han havde sammen med Skrillex for et par år siden.

Diplo, NorthSide, NS18, Green Stage
Foto: Lasse Lagoni

Det er svært at sætte en genre på Diplo som kunstner, fordi hans mange projekter har hver sin stil. Men aftenens koncert blev meget præget af amerikansk hip hop. Kendrick, Kanye og kompagnis vokaler blev samplet ind og brugt som opbygning til et drop.

Hvor Major Lazer-koncerter gerne foregår nede i knæene i en såkaldt twerk-position, foregår en Diplo-koncert mere oprejst – gerne hoppende og med armene over hovedet. Det var mere dubbet og trappet end moombahton- og reggaeton-præget, hvilket giver god mening, når man kigger på, hvor meget amerikansk rap og hip hop, som Diplo også har fingrene nede i.

Men når alt kommer til alt, så gjorde Diplo præcis, som han skulle. Spillede alle de numre, han skulle – inklusive et par stykker, jeg ikke havde forventet, så som “Sandstorm” med Darude, “Mr. Brightside” med The Killers og “Kernkraft 400” med Zombie Nation.

Jeg havde frygtet, at NorthSide havde booket Diplo i håb om et MØ-show, men det blev det vanvidsgilde, det skulle være – lukket og slukket på MØ’s “Final Song”.

Det var okay, men ikke fantastisk. I sidste ende er det smag og behag, men jeg vil hellere ned i knæ.

Diplo, NorthSide, NS18, Green Stage
Foto: Lasse Lagoni

Du kan se resten af Lasses smukke billeder fra koncerten HER.

Se også

Infernalsk festaften i Vega

Med et nyt album og 27 års historiske hits i bagagen indtog ikoniske Infernal scenen i Store Vega lørdag aften til deres store Two Nights Only juleshow.

Fra sjæl til storm: Saveus’ magiske aften på Train

Den første af tre koncerter med Saveus på Train...

HUGORM ville det hele, men kunne kun det halve i Royal Arena

Fredag aften var Royal Arena næsten fyldt til bristepunktet,...

Engang var Dizzy Mizz Lizzy guld – nu er de sølv

“She said that silver’s meant to burn forever”   Sådan lyder...
spot_img
Emmy Musse Mortensen
Emmy Musse Mortensen
Anmelder med hang til tunge beats og intens stemning under liveperformances. Har garanteret dårligere smag end dig.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her