Judas Priest + Megadeth, 100618
Alt hvad Judas Priest gjordeRoyal Arena har aldrig haft bedre lyd end til Judas PriestGlenn Tipton på scenen med en guitar. En hyldest til en banebrydende musiker med en modbydelig sygdom
Megadeth er et overstået kapitel
99%Another song coming
Megadeth10%
Judas Priest99%
Læser Bedømmelse 3 Stemmer
88%

Judas Priest og Megadeth gæstede Royal Arena i går, og der var skruet helt op for forventningerne, både hos publikum og hos undertegnede. Efter Iron Maiden havde leveret et ordentligt skralderbang tidligere på ugen, var det nu tid til, at endnu nogle gæve, gamle gutter skulle fyre op under et publikum i arenaen.

Man må sige, at det er noget rutine, som kommer til arenaen for tiden. Disse to bands er jo næsten lige så gamle som musik, men det betyder ikke, at der ikke kan blive spillet god musik. Judas Priest står stadig som et af de vigtigste bands i metallens verden, og Megadeth har været i stand til at underholde med deres absurde tekniske kunnen.

Jeg skulle dog blive slemt skuffet og derefter opløftet til et ekstatisk niveau.

Uden vokal og guitar er Megadeth en trist oplevelse

“Hangar 18” blev smidt afsted som åbning i en udgave, hvor jeg knap nok kunne kende den. Bassen og trommerne kom fint igennem lydanlægget, men guitarerne tog først fat midtvejs i nummeret, og jeg kunne se, at der stod en mand op ad en mikrofon.

Det skulle desværre vise sig at være Dave Mustaine, som prøvede at synge. Det var bare umuligt at afgøre, da jeg ikke kunne høre en eneste tone fra vokalen under hele nummeret.

“Nå”, tænkte jeg. Jeg må have fundet en død zone på gulvet, hvor arenaen ikke tager sig ud fra sin bedste side, men det skulle vise sig, at ligegyldigt hvor man stod i salen, så kom der ikke nævneværdigt mere lyd på sangeren.

I bagklogskabens klare lys tænker jeg, at det var en lydmand, som tog en for holdet, for de få gange, hvor Mustaine kunne høres i mikrofonen, så var det en sløj udgave af den berømte og berygtede frontmand, der var mødt op. Bandet spillede fint på dagen, men alt i alt var det en sørgelig omgang karaokemuzak, som de fremmødte publikummere blev udsat for.

Det er godt nok trist, at konstatere, men jeg kommer nok aldrig til at se Megadeth igen, efter en optræden som var så uendeligt uinspireret, at jeg snildt kunne have undværet de tidligere metalmastodonter.

Megadeth, Royal Arena, 10. juni 2018

Foto: Robert Hendel

Kan du gætte hvem jeg er?

Der var da lyspunkter, i Megadeths optræden, men når en koncert udvikler sig til “gæt et nummer på backingmusikken” så er det under al kritik og man står tilbage med en bitter smag i munden. De var engang så gode, men nu er Megadeth vist mest en vittighed.

Robert, min fotograf, fik tiltusket sig en sætliste, men den må have været udelukkende for Mustaines udmærkede bands skyld, for hovedpersonen formåede aldrig at få løftet klassikere som “Holy Wars” eller “Symphony of Destruction” op til bare en brøkdel af, hvad der skulle og burde være muligt, når man har musik af den kaliber i bagagen.

Det var Megadeth, der havde lokket mig til arenaen, men jeg blev heldigvis lidt længere.

Judas Priest, Royal Arena, 10. juni 2018

Foto: Robert Hendel

Judas Priest kan endnu

For nu var det på tide, at høre et metalband, som stadig formår at spille deres numre med indlevelse, charme og en sanger, der i den grad behersker sit instrument.

De pensionsmodne englændere havde både lysten og evnerne i behold. Fra “Firepower” blev tonen sat, og derfra blev det kun vildere og bedre. Alle numre i sættet blev formidlet på bedste måde, og det var både fællessang og musikalske udfoldelser, som Judas Priest strøede om sig med.

Lightning Strike blev leveret i så fyrig en udgave, at selveste tordenguden må have overværet det spektakulære show, og tænkt, at han har mistet sine evner til et gedigent band, for sjældent har jeg set noget så imponerende blive udlevet live. Iron Maiden leverede et større totalteater end Judas Priest i tirsdags, men her var det musikken, som fik lov til at stå for sig selv, og kun med relativt få ekstra virkemidler, for så gode var de på denne aften.

Judas Priest, Royal Arena, 10. juni 2018

Foto: Robert Hendel

De bedste numre var de mindst fantastiske

Lukkenumrene var de forudsigelige “Metal Gods”, “Breaking the Law” og “Living after Midnight”, der nok var de svageste numre i sættet, og det var ikke fordi de blev spillet dårligt, men blot fordi man vidste, at de måtte komme. Faktisk var jeg nødsaget til at rejse mig flere gange under begge numre, for at anerkende den næsten overmenneskelige indsats, som jeg var vidne til. Det gør det heller ikke mindre imponerende, at Glenn Tipton, tidligere guitarist i bandet, er taget med på tur for at fremføre disse, på trods af at han slås med Parkinson, som må give nogle ret voldsomme udfordringer for en musiker. Han blev hyldet af et begejstret publikum, der uden tvivl havde forstået hvilket band, der var bedst spillende på aftenen.

Det er svært at forstå, hvor gode Judas Priest var i Royal Arena, hvis man ikke var der til at opleve det selv. Fra tid til anden under den 105 minutter lange koncert måtte jeg tage mig selv i, at glemme mine omgivelser totalt. Judas Priest spiller smuk musik, og Rob Halfords stemme var lige så sprød, som man kunne drømme om. At have evnen til at kontrollere sin stemme således er ganske enkelt utroligt. Nogle mennesker har det og mister det, men her er der tale om en levende metalgud, der besidder en gudsbenådet røst, og den lyder ikke som om den er på vej til at forsvinde, på trods af at det er 66 år siden Halford blev født.

Derfor er det stadig svært for mig at få armene ned efter at have været vidne til en af de mest bizarre koncertaftener, jeg endnu har oplevet. Lige så ringe som Megadeth var, lige så perfekte var Judas Priest på denne aften.

Judas Priest, Royal Arena, 10. juni 2018

Foto: Robert Hendel

Et minuts stilhed for Megadeth

Det er med sørgmodighed, at jeg begraver Megadeth, for det er et band, der har betydet en hel del for mig, men det er utilgiveligt, at spille så ringe, når man derefter bliver sat til vægs af et klasseband, som stadig formår at levere varen.

Judas Priest sparker røv, og det er jeg taknemmelig for at have oplevet. Det fjerner bare ikke helt den bitre eftersmag af at have mødt en af sine helte, og oplevet at han ikke har kaliber længere.

Robert har taget nogle hjernedødt fede billeder fra aftenen, og det kan kun anbefales, at du kigger forbi galleriet. Her kan du desværre ikke høre Dave Mustaine synge, men det er vist også lidt for meget at forlange.

Galleriet kan du se HER.