Kvartetten Warpaint havde torsdag eftermiddag fået æren af at åbne Blue Stage på dette års NorthSide. Det, der kunne være blevet et åbningsbrag af dimensioner, endte desværre med at være en lidt for lang opvarming til koncerten sidste numre.
Potentialet stålede ud af de fire kvinder i Warpaint, da de med faste skridt og en tilbagelænet charme trådte ind på NorthSides Blue Stage. Samtlige bandmedlemmer var spændt som flitsbuer med karisma, som desværre så ud til at sive lige så stille ud, så snart de greb deres instrumenter.
Setlistens første numre bar præg af mange af de mest stille numre, som bandet har lavet. Heriblandt “Billie Holliday” (2009) og “Love is to Die” (2013). To numre, der i sig selv er fantastisk producerede, og som virkelig kan noget. Leveringen var bare uden udpræget energi fra bandet, der kun lige kunne spille de første fire rækker op.
Forrest på scenen forsøgte de to sangerinder Emily Kokal og Theresa Wayman at gøre deres for at få publikum op fra tæpperne og hen mod scenen. Alligevel forblev græsset forholdsvist utrådt.
I hvert fald den første halve time.
Det var nemlig den tid, det tog, før de stille numre som blev skiftet ud med den slagkraftige “So Good” (2016) fra bandets seneste album.
Warpaint er uden tvivl den sikre booking, og de leverer, det de skal. Genremæssigt rammer kvartetten durk midt i NorthSides DNA, men kigger vi udelukkende på deres performance torsdag eftermiddag, er det desvære en af de koncerter, der går i glemmeboden, så snart vi forlader festivalpladsen igen.
Med de mere uptempo sange som “New Song” (2016) og “Disco//very” (2013) lukkede Warpaint festivalens første koncert ned med god samspil og leg mellem bandmedlemmer og endnu bedre kontakt til publikum. I de ti minutter viste Warpaint virkelig, hvorfor de har opnået så stor popularitet gennem de sidste par år.
Vi ville bare ønske, at den oplevelse havde varet lidt længere end ti minutter.
