Himlen åbnede sig tidligt søndag aften, og mens en smule regn indfandt sig på årets Jelling Musikfestival, spillede Magtens Korridorer, som var det deres sidste show nogensinde.
Dansk musik har live et rigtig højt niveau pt. med store koryfæer som Dizzy Mizz Lizzy, Suspekt, D-A-D, The Minds Of 99, Østkyst Hustlers, Marie Key, Nik & Jay, Veto, Pede B, Phlake, Karl William og De Danske Hyrder – der alle er blandt de artister, som har scoret højest hos POPLISH i den seneste tid.
I den kategori hører Magtens Korridorer i allerhøjeste grad også til, og det beviste de, da de spillede tidligt søndag aften. Efter lige at have set Johan Olsen i en stille stund storytelle over noget jazz, var det spøjst at blive mindet om, hvor han kommer fra – og i mine øjne også hører til.
Med Niklas Schneidermann og Rasmus Kern på hver sin side og Terkel Møhl og Anders Ramhede bagved stod Olsen i sit rette element. På en festivals største scene, hvor han kan få lov til at råbe, så hans krop kramper sig i forsøg på at løsrive så meget kraft som muligt til at komme ud af den lange, slanke krop, den 49-årige Johan Olsen bliver båret rundt af.
Jeg har altid været imponeret over Magtens Korridorers evne til at spille, som var der intet i morgen – hvilket jeg også roste dem for i Vega for et par år siden – men det var som om, at de her til aften tweekede den en tand mere end normalt. Schneidermanns guitarspil var voldsomt, men så legende let ud, som det store legebarn altid får det til, men ved et grundigere kig på fingrene frem for ansigtet viste en overlegenhed, jeg sjældent før har set.
Det samme gør sig gældende for Kern, der også formåede at spille med så meget karisma, at man i ny og næ helt glemte Olsen, hvis han lige havde en stille stund i baggrunden på scenen under et mellemspil. For et band, der udefra virker som et kaotisk københavnerkollektiv, så er der en grundighed og ordentlighed i deres optræden.
Til trods for flere numre på sætlisten med dybde og hjerte, lyriske små spidsfindigheder og masser af ægthed, så bliver Magtens Korridorer for evigt nok til at være bandet, der vil huskes for de mere lige-til tekster om fisefornemme venner og ekskærester, der bliver kaldt for søer.
De fandt en fin balance mellem det ene og det andet denne aften, hvor det nye musiks mere alvorlige lydside fik et overtag, og hjernen fik lov til at trække vejret under “Lorteparforhold”, “Picnic På Kastellet” og for den vis også “Sara Har…” og “Nordhavn Station”, der har en anden powerpondus i musikken og gør de alvorlige tekster lettere at sluge.
Tæt på slutningen af koncerten begyndte regnen at falde, men Johan Olsen var ligeglad og konstaterede, at han hellere ville dø end at sige farvel. Det gjorde han, mens han hoppede af scenen og gik ned blandt publikum for at synge det sidste omkvæd.
Som sagt bliver jeg gang på gang imponeret over Magtpræstationernes Korridorer, og jeg glæder mig til at se, hvor meget mere niveauet kan hæve sig hos en koryfæ indenfor dansk musik.
