Alex Cameron bliver ofte kaldt musikbranchens yndlingstaber. Han er kitsch på den gode måde, når han lader sig fotografere i 90’er-solbriller og wife beater, mens det lange lyse hår er så fedtet, at det uden tvivl sidder fast bag ørene. Og så er han eminent foran et publikum. Tirsdag aften var han på besøg i Danmark for tredje gang, da han gik på scenen i Lille Vega i København.
Klokken var et godt stykke over 22, før australske Alex Cameron tirsdag aften gik på scenen i Lille Vega. Grundet produktionsvanskeligheder var hele arrangementet rykket en time frem, og derfor var forventningerne en smule større og tålmodigheden en smule mindre lige inden koncertstart. Det var dog ikke værre, end at det meste kunne tilgives, da scenetæppet skiltes, og australieren kom til syne.
Iført læderjakke, læderbukser og den obligatoriske hvide tanktop indtog Alex Cameron scenen fra første øjeblik. Den ikoniske frisure var blevet en smule kortere, men den lyse page var stadig blevet smurt med nok gele til at sidde fast under hele koncerten.
Der er noget umiddelbart og omfavnende ved Alex Cameron, når han står på en scene. Han indbyder til, at man godt må være lidt af en outsider. At man godt må være lidt mærkelig og danse lidt sjovere, end man normalt gør på diskotekets dansegulv.
Og når han sætter gang i sit signatur-dansetrin, der er en kikset version af den gamle swingdans fra 60’erne, er der pludselig ingen afstand mellem publikum og musiker. Så går det hele op i en højere enhed, og så bliver danseskoene for alvor slidt op.
Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med unge australier, bør du anse dette som en opfordring herfra. Det seneste album fra Camerons hånd, “Forced Witness”, der udkom i efteråret 2017, er en historiefortælling uden lige. Faktisk er det i disse historiefortællinger, at det største skel mellem debutalbummet “Jumping the Shark” og opfølgeren findes.
“Jumping the Shark” blev lagt gratis på internettet i 2013 og er så blevet genudgivet i 2016. De otte sange derpå er kontinuerlig i sin elektriske lyd. De er mere insisterende og drejer sig primært om historierne fra en falleret entertainers liv. Hvorimod det seneste album trækker markant stærkere paralleller til 80’ernes synthpop, mens det samtidig undersøger den hvide mands triste skæbne, han ofte selv pådrager sig.
Det er historier om at køre tværs gennem landet med en stripper på passagersædet, blod på knoerne og sækkevis af pengesedler i bagagerummet. Historier om voksne mænd, der er så betagede af mindreårige piger, at der er behov for at synge en sang om, hvordan det hele bliver bedre, når pigen er myndig, så de kan dyrke sex uden at bryde loven. Historier om mænd, der kommer op og slås i byen, fordi de mener, de ejer det hele.
Det er historier, der er tilsat præcis nok synthesizer til, at vi alligevel står og synger med og svajer i takt med Alex Cameron selv, allerede få sekunder inde i åbningsnummeret “Studmuffin96”.
De små spontane historier mellem hver sang viser et overskud, som er sjældent. Alex Cameron formår at fange publikums tilråb og svare på dem på en respektabel og høflig måde, der dog er pakket ind i sarkasme og bandeord. Det er overskuddet og tilstedeværelsen, at Alex Cameron mestrer, og det er den, der får os til at tro på, hvad han siger.
“If you feel good, you don’t have to look good,” ytrede den karismatiske australier mellem afslutningen på andet og tredje nummer, hvilket passende går under titlen “Real Bad Lookin'”. Og det er der, vi følger hans ord. For vi har det godt. Vi har det virkelig godt. Musikken er som et kram, der tvinger vores underkrop til at danse. Og når aftenens hovedperson selv står og ser alt andet end sexet og stilet ud, er vi alle enige om, at vi bare skal være tilstede i nuet.
De små anekdoter mellem sangene handler om livet på landevejen og Las Vegas, hvor mange af sangene er blevet til. Det giver kun musikken endnu en letfordøjelig dimension. Og det sætter blot endnu en tyk streg under, at det hele er en fortælling. Det er en persona, og de mennesker, Cameron fortæller historier om, deler ikke de samme holdninger og handlinger, som han selv gør.
For ved siden af musikken er han en mand, der har kæmpet med sin psyke. Han er en mand, der har så stor respekt for sin mor og søstre, at han har skrevet en sang til dem, der ikke har samme ironiske distance, som meget andet af musikken. Det er en mand, der er sympatisk og pisse hamrende dygtig.
Det eneste minus, der umiddelbart er at sætte på tirsdagens koncert i Lille Vega, må være, at duetten “Strangers Kiss” bare ikke have samme pondus som på albummet. Originalversionen er nemlig en duet mellem sanger Angel Olsen og Cameron selv. Og det er netop Olsens attitude og flabede vokal, der tager lyrikken om at have et godt one-night-stand til et andet niveau.
Tirsdag aften fik keyboardspiller Holiday Sidewinder dog lov til at overtage Olsens del af sangen. Om end hun også er en kvinde med en frembrusende og karismatisk tilstedeværelse, når den desværre ikke op og bliver forløst i samme euforiske højdedrag, som originalversionen gør.
Udover Holiday Sidewinder havde Alex Cameron Justin Nijssen på bass, Jack Ladder på guitar og trommeslageren Henri Lindström med. De fire musikere forstærkede blot det univers og den kitschede stemning, som Cameron sætter for dagen, for de var alle klædt som en outsider ville være det i 80’erne.
Setlisten bestod af den fineste blanding af debutalbummet og opfølgeren fra 2017. Der manglede et par sange fra begge albums, men det føltes lidt om en helt perfekt fond, der er blevet kogt ind til det allerbedste, Cameron har at byde på.
Trods tabertitlen sejrede Alex Cameron stort med en fejlfri vokal, en kæmpe personlighed og et veludført dansetrin. En koncert, der virkelig satte en streg under, hvor lang australieren kan komme.
Hvis du endnu ikke har haft fornøjelsen af at opleve Alex Cameron live, har du muligheden både fredag den 30. marts i Århus og til sommer, når han gæster Heartland Festival på Fyn.
