Det største problem ved at skulle anmelde joke-bands er at tage dem seriøst. Men Steel Panther beviste deres musikalske værd i en sværm af upassethed.
Taget i betragtning, at der var 80’er-glamrock på programmet onsdag aften, kom det bag på mig, hvor unge det meste af klientellet var. Unge piger på de forreste rækker fik det til at ligne en The Weeknd-koncert. Der blev dog kompenseret godt længere bagud i salen, hvor en del ældre mænd havde gemt sig og var klar til at lade den politiske korrekthed blive udenfor de tunge glasdøre ind til Vega.
Det amerikanske band Steel Panther tager tykt pis på glamrockens storhedstid i 80’erne, hvor håret var langt og permanentet, også på mænd, tråden var blød og looket androgynt. Derudover var det en tid, hvor alle rockbands grangiveligt væltede sig i stoffer og damer. To ting, der går igen i Steel Panthers musik, som selv først opstod i 00’erne som en komisk hyldest til simplere tider.
Teksterne er kvikke, frække og morsomme, men selvom det mest lyder som en banal version af Bon Jovi, leverer kvartetten en imponerende musikalsk kunnen. Det blev i allerhøjeste grad fremvist af guitarist Satchel, der havde en lang og imponerende solo, hvor han ud over at spille flere kendte klassikere så som “Sweet Child O’Mine” og “Do Re Mi” fra The Sound Of Music også formåede at spille trommer med én hånd og guitar med en anden.
Forsanger Michael Starrs stemme kan imponerende ting til trods for hans 52 år og mange år på scenen, hvor selv samme stemme er blevet misbrugt med høje toner. På sin højre side har Starr Lexxi Foxx, gruppens bassist, der spiller lækker med sit androgyne udtryk, en contour, der ville gøre de fleste 25-årige misundelige, optegnede øjenbryn og den smukkeste trutmund i bedste Anni Fønsby-stil.
Undervejs blev der flere gange hevet publikummer på scenen, især unge damer. Således valgte én af de udvalgte først at flashe sine bryster for hele salen og derefter snave Michael Starr på eget initiativ. Afslutningsnummeret var 20-25 unge, smukke damer, der alle kom op for at danse med til de sidste numre – her smed flere af dem også tøjet. Det må sgu være meget sjovt at være musiker, når de her ting stadig kan opstå.
Alt i alt formåede Steel Panther at fornøje og underholde på den tung og regnfuld onsdag, også selvom jeg måtte tage mig selv i flere gange lige at skulle pakke min forargelse væk.
