LIVLØS – Lige til at dø for!

Der er sket noget helt og aldeles forrygende i dansk musik. LIVLØS har udgivet deres første album, og vi har et par ord til denne plade, som vi allerede nu kan sige er aldeles fremragende. Med en øksemorders udstråling og energien fra en tordenstorm, så forsøger gutterne fra Århus, at rive hele pivtøjet fra hinanden på en skive, som er tæt på fantastisk.

Når man ser på Into Beyond‘s cover mødes man af en svævende mand, der bevæger sig mod det sublime i bjergene i baggrunden, mens hvad der vel nærmest kan beskrives som en surrealistisk forestilling om dødsriget omkranser selve handlingen på coveret. Dette er altså en bevægelse ind i døden og alt hvad den indebærer af mulighed for både opløftende og destruktive elementer. Hvilket er en passende beskrivelse af pladen i sin helhed.

Into Beyond er dødsmetal med kraftig inspiration fra den nu klassiske svenskerdød fra 90’erne, men i modsætning til mange andre bands i samme genre, formår den at have sin egen umiskendelige lyd, hvor elementer af hardcore, thrash og andre stilarter bevæger sig tydeligt gennem lyden.

Riffet er genopstået.

For nylig skrev Devilution om riffets død, og selvom der er visse elementer af denne artikel, hvor jeg er ganske enig, så viser LIVLØS, at selv i dødsmetal er riffet stadig et bærende element. Førstesinglen ‘Blood & Despair’ starter med et dejligt guitarriff, som får lov til at stå alene og fylde lydfladen, indtil der for alvor kommer smadder på. Jeg vil argumentere for at de tre sekvenser, som nummeret er bygget op om, er så fremragende, at jeg ikke mindes at have hørt så god dødsmetal i mine højtalere i lang tid.

For halvandet år siden anmeldte jeg LIVLØS og deres debut-EP og jeg var svært begejstret for, hvor dynamisk musikken spillede, når det gik hurtigt. Med Into Beyond går det stadig usandsynligt hurtigt, men der er kommet plads til at lade musikken tale for sig selv. På ‘Collapse’ er der passager, hvor netop det gode riff får lov til at stå alene, og bære melodien. Min kone har ikke været glad for, at jeg har været så glad for LIVLØS, siden jeg fik tilsendt pladen, men hun har måtte lære at leve med det, for den har kørt på repeat herhjemme i ret lang tid, med kun få afbræk.

I løbet af den seneste tid har der været en bevægelse væk fra riffet i dødsmetal, som jeg heller ikke har været så glad for. Idéen om at man ikke behøver en melodi, men bare kan nøjes med stemningsflader er ikke befordrende for at lave mindeværdig musik, ganske som det også står skrevet i Devilutions klumme, men LIVLØS har formået at lave noget, der både fanger min interesse i hvor aggressivt musik kan spilles, og samtidig fat binde det op på nogle gode melodistykker.

Lyden af fremtidens DØD.

Into Beyond er ikke et fejlfrit eksempel på hvor godt dødsmetal kan være, men det taler til lytterens æstetiske sans. Der er en tydelig beundring for musikken, der er kommet før, men samtidig er der så mange låneelementer fra anden side af, at det skaber en ret unik lyd, som man kun kan begejstres af.

Titelnummeret på pladen er da også en rundfart i, hvad dødsmetal kan være i 2018. Den har nogle nydelige breakdowns, som fører frem til nogle skønne melodiske passager, hvor der spilles i halvt tempo, og der kommer en lille smule vokal, som bare er fyldt med overdrive i stedet for growlen, som ellers er en ret så fast bestanddel af både nummeret og pladen som helhed. Alligevel vil jeg sige, at det er det nummer som falder længst fra min smag på albummet. Det er lidt for meget en opvisning af, hvor stor en spændvidde LIVLØS besidder, og lidt for lidt en harmonisk komposition til at falde i min smag.

Til sammenligning er ‘The Path’ rendyrket melodisk dødsmetal, på en måde, som næsten skræmmer mig, så giver det en renere fornemmelse, der selvfølgelig også gør det nemt at kategorisere. I denne simplicitet ligger der en skønhed i, at man kan strippe sangen ned til de allersimpleste elementer, og så fungerer den stadig. Bevares, det er måske en lidt poppet måde at anskue musik på, men efter ‘Blood & Despair’ har denne været et af de indslag, som jeg er vendt tilbage til igen og igen.

Tag med mig til en tur til døden.

Sådan skrev Michael Strunge for længe siden, og så længe døden er spillet af LIVLØS, så er jeg med på at tage den rejse, for der er både ro og fred i døden, men tilsyneladende også fabelagtig god musik.

LIVLØS har skabt noget helt forrygende med Into Beyond, og jeg glæder mig til at følge med i deres videre færd, og forhåbentlig får vi fra POPLISH’s side også lavet en liveanmeldelse af dem snart, for her er altså et band, som har format, nye idéer og en vision om, hvorledes dødsmetal kan bevæges videre fra en snart 25 år gammel lyd, men stadig bevare respekten for de helt store koryfæer.

Into Beyond kan findes på alle dine yndligsstreamingtjenester, og du burde får lyttet til dem, hvis du bare har en lille hang til god metal.

Se også

The 1975 – Fremstillet, opstillet og velspillet

Søndag aften var det blevet KB Hallens tur til at tage imod de engelske poprockere i The 1975. Bandet med den karismatiske frontmand Matty Healy er kendt for deres energiske koncerter og Healys kontroversielle udtalelser på og udenfor scenen. Aftenens koncert var for længst udsolgt, publikum stod klar, både på musikken og i særdeleshed Healy, men da tæppet gik ned, manglede der alligevel noget.

Niall Horan delte kærlighed ud i København

Grundet fotorestriktioner måtte Poplish ikke medbringe egen fotograf til...

Gennemført disco extravaganza med Sophie Ellis-Bextor

Den 14. februar 2003 var den engelske sangerinde Sophie...

Tyler Childers gav Vega en magisk aften

På en støvet tirsdag aften i februar blev Store...

Laufey charmerede og fortryllede i Store Vega

Mens verden stod stille under pandemien, fandt islandske Laufey et publikum for hendes musik på TikTok. I aften er første gang hun spiller i Danmark, og spørgsmålet er: Kan Laufeys charmerende, moderne take på smooth bossanova jazzpop holde niveauet overfor et udsolgt Store Vega? Svaret: I dén grad!
spot_img
Jonas Uri
Jonas Uri
Amatørmusiker og begejstret musiklytter gennem mere end 15 år. Hvis det har en rytme er jeg glad, hvis den er synkoperet, er jeg gladere. Spiller selv pop til rock. Hører rock til meget mørk metal. \m/

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her