2017 blev året, hvor mit Roskilde cherry blev poppet. Jeg tror, min mor var lidt nervøs ved tanken. Ikke desto mindre har Roskilde sandsynligvis anskaffet sig en ny, trofast gæst.
Med undtagelse af et enkelt år har jeg, siden jeg var 14-15 år, nærmest rituelt troppet op i Bøgeskoven i Skanderborg med telt, luftmadras og et par kasser techno-øl. Jeg elsker festivaler. Jeg elsker musik. Jeg elsker at spille ølbowling med folk, jeg ikke kender. Og nok aldrig møder igen. Jeg elsker alt det ved festivaler, der får mig til at glemme at tjekke min mobil og bare lige i en uges tid glemme, at der findes en verden ”uden for” vores fælles fest-boble.
Det tog dog alligevel en del års tilløb, inden jeg fik nosset mig sammen til at komme afsted til Roskilde Festival. På trods af ihærdigt plageri fra mine venner, var jeg ret overbevist om, at Roskilde var lige en tand for primitiv til mig. Man har jo hørt historier om overfyldte toiletter, mudrede og/eller oversvømmede telte, syndfloder af stoffer og et niveau af kampdruk, der nok overgik de noget mere børnevenlige festivaler, jeg plejer at befinde mig på.
Det var da også med en vis ængstelighed jeg drog mod Roskilde. Især med DMI’s dommedagsprofetier hængende over hovedet. At bo i mudder bekommer mig ikke så godt. Det viser sig dog, at mange af mine bange anelser absolut blevet gjort til skamme. På Roskilde eksisterer lige så meget samhørighed og tolerance som på andre festivaler. Nok mere faktisk. Her må folk godt være klamme og bade i mudder og løbe om kap i deres birthday suit og holde basfest i 22 ud af døgnets 24 timer. Faktisk bliver de fleste hyldet for det.
De få idioter og alle de andre
Selvfølgelig vil der altid være idioter, der gerne vil ødelægge det for os andre. Det er dog min klare overbevisning, at ni ud og ti Roskilde-gæster er der for festens skyld. For samhørighedens skyld. For mindernes skyld. Og okay, så er vi måske ikke altid enige om, hvornår festen bør slutte. Jeg har rundet 25, og jeg kan ikke være med til dakke-dak-fest til klokken 6 længere. Men i sidste ende er folk gode til at passe på hinanden. Uanset om man mosher på Arena. Eller er løbet tør for shots i koncert-køen. Eller ikke kan finde en plads til sit telt. For alle er nok i bund og grund interesseret i, at alle får den bedste festival som muligt. Og det kræver en fælles indsats, som jeg må indrømme, jeg var overrasket over at se i så udbredt grad på festivalen.
Så her et par dage efter min Roskilde-debut, hvor indtrykkene er ved at være fordøjet, vil jeg godt mane til besindighed i curlingklubben. The kids are alright. Jeg klarede den, mor. Vi ses næste år, Roskilde.
