Franske Piger gjorde en fin figur på Roskilde, men manglede variation i musikken.
De unge mænd fra bandet Franske Piger virkede overvældede over den store opbakning til deres koncert ved dette års Roskilde Festival. Til trods for deres overvældelse gjorde gutterne en fin figur, men manglede variation i musikken.
De franske tøser spillede det bedste de havde lært, men det var ikke helt nok til at tryllebinde alle publikummer. De første ti minutter virkede skælsættende for, om publikum skulle blive eller forsvinde, og da fårene var sivet fra bukkene, stod de fleste og rokkede med enten med foden eller med hovedet.
De svævende melodier fastholdte publikum længe, måske lidt længere en forståeligt. For selvom Franske Piger gjorde det godt, var der ikke meget variation i musikken. Det forblev i de samme baner, og da de endelig satte lidt tempo i deres musik, skyndte de sig at trække det ud igen.
Det hjalp heller ikke, at musikken til tider virkede for høj i forhold til forsanger Søren Friis’ toner, hvilket desværre fik visse sange til at lyde underligt rodede.
Til trods for de få rodede sange og den manglende variation i musikken, lykkedes det bandet at skabe deres drømmende univers, hvilket publikum tog til sig uden at tøve.