Efter en sløv start, hvor man lige så godt kunne have set en koncert DVD med Pet Shop Boys, så formåede de at rive koncerten og festen op til sidst.
Som relativt uvidende når det kommer til de britiske synth-legender. Så var det ikke den første time af Pet Shop Boys på Tinderbox’ blå scene, der skulle gøre mig til fan. Musikken var fin, visuelt var det fint og Neil Tennant synger også fint. Men noget ekstraordinært var det virkelig ikke. Ærligt talt, så kedede jeg mig ret meget, gennem den første time hvert fald.
Jeg er nok en ung tølper
Jeg må erklære mig for ung. Jeg vil ikke kalde det inhabil. Men jeg forstod det tydeligvis ikke. I takt med at koncerten skred fremad, ja så blev festen også større og større. Alle der havde blikket rettet mod den blå scene, ja de dansede. Og det var nok en fest for folk, der er født 20 år før mig. Men for fanden, det er der altså også noget smukt i. De noget støvede dansemoves blev i hvert fald støvet af og pudset, og det har jeg kun respekt for. Jeg følte mig nemlig meget ung, tenderende til pinligt ung. Og på sin vis også håbløst kulturforladt.
Lader mig overvinde
For jeg kunne nikke genkendende til deres hits, og jeg må medgive at de er særdeles gode. Klassikere og eminente. Det var bare så ærgerligt at der skulle gå så lang tid, før at festen for alvor blev åbnet op.
Men jeg må kippe med hatten, bøje mig i støvet og indse at jeg har noget musikhistorie at læse op på. Alle der kan få mine forældres generation til at danse uhæmmet, de fortjener eviggyldig respekt.
Så næste gang i rammer landet, Pet Shop Boys, der har jeg læst op og gjort mig klar. For jeg vil gerne opleve festen med et reformeret sind.
