Drengene fra Lukas Graham var for en stund vendt hjem fra det store udland. Lørdag aften indtog de Tinderbox’ Red Stage og modtog fortjent danskernes hyldest, som giver konnotationer til en vis fodboldfest for 25 år siden. Frontmand Lukas og resten af bandet leverede – som altid – varen.
Det danske kongerige har mønstret fornemme musikalske eksportvarer de seneste år. Navne som Volbeat, Odenses ukronede dronning, MØ, samt drengene fra Lukas Graham må nok siges at være de mest succesfulde af slagsen. Kendetegnet for musikken på dette års Tinderbox er, at de danske navne har tiltrukket ikke bare flest, men også de mest syngelystne tilhørere. Thomas Helmig, MØ, Suspekt og Lukas Graham har alle trukket fulde huse.
Lukas Grahams udenlandske succes er da heller ikke gået danskernes næse forbi. Der var ikke mange af Tinderbox’ gæster, der ikke havde taget plads foran Red Stage lørdag aften. Det var tydeligt, at drengene relativt kort inde i deres karrierer allerede er ved at manifestere sig som en decideret nationalskat. ”Mama, we made it!”, udbrød Lukas, og decibelniveauet fik lige et nøk opad.
Ballet blev åbnet med nummeret ”Take the World by Storm”. Og det må man i sandhed medgive, at drengene har gjort. I sædvanlig energisk stil spurtede Forchhammer rundt på scenen og havde fra første sekund publikum i sin hule hånd. Jeg kan ikke komme i tanke om mange, der har bedre stage presence end ham.
”Velkommen hjem til Danmark, drenge”
Lukas’ som altid stærke vokal måtte kæmpe en brav kamp for at overdøve publikum. Ikke fordi lyden var dårlig. For den var faktisk ganske fremragende målt på den sædvanlige festivalstandard. Men Tinderbox-gæsterne var mødt op for at skråle med. Og nuvel, de danske drenge har rejst verdens landeveje tynde de seneste år, men de virkede særligt glade for danskernes modtagelse. ”Velkommen hjem til Danmark, drenge”, sagde Lukas kækt, da bifaldet havde sænket sig en smule. ”Det kan godt være de synger med i det store udland, men så højt synger de altså ikke”, fortsatte han. Hvilket – naturligvis – udløste en ny øredøvende applaus.
Hit på hit på hit på hit…
Blot to hele albums inde i deres karriere kan bandet allerede mønstre et bagkatalog spækket med hits: ”Drunk in the Morning”, ”Mama Said”, ”Happy Home”, ”Strip No More”… Listen er lang. Og ja, så er der selvfølgelig monsterhittet ”7 Years”, der scorede drengene intet mindre end tre (!!!) nomineringer ved dette års amerikanske Grammy-uddeling. I øvrigt side om side med mastodonter som Justin Bieber, Adele og Beyoncé.
Med dét in mente, kan det godt undre mig, at Lukas’ små anekdoter om landevejslivet i løbet af koncerten bliver beskrevet som ”selvfede” af i hvert fald én anden anmelder. For hvis man ikke må bade lidt i ananasjuice, når man har scoret tre Grammy-nomineringer – og i øvrigt spiller for fulde huse i både Europa og USA – så ved jeg sgu ikke helt, hvornår man må. Men man skal jo som bekendt passe på med at baske for meget med vingerne i vores lille andedam.
Bramfri men følsom Christiania-knægt
”Jeg vil ikke sige, at jeg ikke blev liderlig, da der stod 3800 mennesker i New York og sang med på vores sange. Men man får lidt mere stiv pik af at stå foran 30.000 i Odense”, udbryder Lukas hen mod slutningen af koncerten. Den bramfri personlighed er noget af det, jeg elsker ved ham. Han valser rundt på scenen i bare tæer og bar mave. Han bander og svovler som en havnearbejder (for det må man ikke i England og USA). Han bunder da også lige en øl. Man er vel til festival i Danmark.
Samtidigt formår han og bandet at møde publikum helt i øjenhøjde under følsomme numre som ”You’re Not There” og ”Better Than Yourself”, smukt akkompagneret af iPhone-lys og strygerorkester. Et 12 mand stort gospelkor dukker op på scenen under ekstranummeret ”Funeral”, inden sidste trumfkort, ”7 Years”, endnu en gang udløser fællessang i Odense. Det bliver næsten for overlegent. Næsten.
Ligesom i år var Lukas Graham også på plakaten sidste år. Og I kan jo hyre dem igen næste år, Tinderbox. Gør det bare til en årlig tradition.
