Huldre er en af de bands jeg har glædet mig mest til at se på årets festival. Deres særegne blanding af nordisk folkemusik og metal har trukket publikum til sig, og pladsen foran Hades scenen er propfyldt allerede inden bandet går på. Jeg var ikke fan af Huldre inden jeg kom, og det var jeg desværre heller ikke da jeg gik.
Scenen er dekoreret med træer, knogler og kranier. Bandet kommer ind klædt i sort, men instrumenterne er ikke kun guitar, bas og trommer. Med sig har Huldre også drejelire, violin og fløjte, og det er især disse der dominerer lydbilledet sammen med Nanna Barslevs, bogstavelig talt, fabelagtige vokal.
Tempoet er langsomt, sproget gammelt og dansk, og vi bliver langsomt lullet ind i Huldres helt egen verden af fabeldyr og mørke. Men vi er ikke alene. Huldre er her med os, og Barslev prøver også at inkludere os ved at få os til at synge mantraene i “Varulv” fra 2016’s Tusmørke “driver dug, falder rim” og “mens ulven render i skoven”. Desværre virker publikum lidt forvirrede over den eksakte timing og de mange ord, mange er jo lige kommet fra Hatesphere.
Skønt univers at besøge
Det er fantastisk at se et dansk band opnå succes med noget som er så dansk som Huldres univers. Det ville være endnu mere fantastisk hvis de spillede lige så godt som de andre bands her på festivalen. Drejeliren drukner i lydbilledet, og når den udskiftes for fløjten så lyder denne ikke som om den komplimenterer violinen, tværtimod lyder det som de slås. Det er en skam, for Nanna Barslevs vokal er så utrolig stærk og smuk, at man ville ønske resten af bandet kunne følge med. Huldres univers er et spændende et at besøge, men et jeg er glad for jeg ikke bor i.
