I aftentimerne på Copenhell får man ofte bevæget sig ned mod et vist berømt øltelt, men dagens ekskursion til Biergarten var sat på hold, for der skulle lige en ordentlig omgang klassisk rock med på vejen.
Inden jeg fik nærlæst årets program, skal jeg være ærlig at indrømme, at jeg aldrig havde hørt om Black Star Riders før. Hvorfor skal vi så bruge spalteplads og bytes for at forklare dig hvad det handler om? Det er fordi her er tale om rockhistorie fra en svunden guldalder.
Thin Lizzy er en af mastodonterne med hits som “Boys Are Back in Town” og ikke mindst “Whiskey in the Jar” og Black Star Riders er hvad man får, når de tænker at de vil gå nye veje med musikken og ikke kan stå inde for at bære det gamle navn længere.
Det er dog en musikalsk arv, der bliver løftet til fulde, og smilene sad løst under koncerten, hvor der bestemt ikke var nogen skam i at føle sig lidt ung i det med mine 33 år.
Rock gør godt…
Og mere rock må jo så per definition gøre meget bedre. Denne form for koncert er dog stadig kun en light-udgave af originalen, og man kan måske mangle noget mere bid. Nostalgi virker som Copenhells største aktiv i året program, og der skal ikke være nogen skam i at invitere et af de største bands, til at spille en dejlig lille koncert.
Det er ikke helt det program jeg havde drømt om til Copenhell, men det er nu stadigvæk ret sjovt at høre nogle koryfæer spille den form for musik, der nu kører som trailer for 80’er actionfilm på TV3.
Selve koncerten var nok lidt mere lala end det var knivskarpt, men det var store smil og glade mennesker, som dansede rundt til musikken. Jeg kommer ikke til at skamme mig over at have hørt dem, men koncerten kommer heller ikke til at være en af dem, jeg tænker tilbage på, som at være blandt de store oplevelser på Copenhell
De hørte nok mere hjemme på Jelling end på Copenhell, selvom stemningen var dejlig foran scenen, men nu har jeg heller ikke noget problem med gammeldags rock på den gode måde.
