De amerikanske sludge metallere Baroness spillede for en næsten tom plads på Hades scenen fredag eftermiddag. Det stoppede dem heldigvis ikke fra at levere deres særlige blanding af poppet progressiv sludge, men desværre var hverken lyden, vejret eller masserne med dem.
Baroness er et forunderligt band. Afhængigt af hvilke sange de spiller, ville man kunne tro de var et stoner-rock band, et sludge metal band, et prog-rock band eller et radio-rock band. Det gør at deres plader altid er spændende at lytte til, men det gør også deres koncerter til en lidt sær størrelse, hvis de ikke formår at komme helt ind under huden fra starten. Det kom de bestemt ikke idag.
Området lige foran Hades scenen er godt fyldt med fans som tydeligvis var kommet for at høre netop Baroness, men resten af sceneområdet, ja faktisk næsten hele pladsen, er næsten tom. Himlen er grå og regnen falder allerede, og selvom man selvfølgelig ikke kan planlægge efter vejret i dette vores land, så tænker jeg stadig hvor fedt det ville have været hvis Baroness havde spillet på Pandæmonium scenen istedet. Den lille scene havde klædt bandet bedre, og lyden ville måske havde været bedre også.
Vanvittigt højt
For den var nemlig utrolig høj, og ikke på den bedste måde. Vokalerne fra forsanger John Baizley, og bassist Nick Jost samt nye guitarist Gina Gleason, var nemlig fantastiske, men meget af det musikalske druknede i et underligt lydmix som formåede at være både ubehageligt i volumen, og til tider svært at høre detaljerne i.
Selve sættet startede ud i den meget bløde ende, hvilket virkede som en skam, for da vi nåede halvvejs igennem og fik perler som “Desperation Burns” fra 2015’s Purple, fik vi nemlig et indblik i hvor fede Baroness kan være når de spiller groovy og tungt. Anden halvdel af sættet var generelt mere voldsomt, og der var en energi fra scenen der næsten kunne gøre op for den dårlige lyd.
