Jeg havde glædet mig som et lille barn til at få set Helhorse, og tak spids hvor var det godt. Med hiv og sving blev denne koncert til noget af det mest magiske, der endnu er sket med dansk fortegn. Tak for en god aften, for det er det mest fornuftige, der kommer til at stå i denne anmeldelse!
Helhorse er et af de mest etablerede navne på den danske metalscene, og det er ikke for sjov. Når musikken spiller giver det genlyd hele vejen på tværs af landet. Der er growl og brøl hele vejen til årets koncert på Copenhell, men på denne aften gik det hele op i en højere enhed. The Blood Boiler var en meget mudret oplevelse, men fra Hell of a Ride, der var aftenens andet nummer, var der styr på lyden og det blev kun bedre derfra.
Som sagt, er Helhorse et navn i dansk metal/hard rock, men det er kun på grund af en helt sindssyg evne til at levere det niveau, som bliver efterspurgt af et hungrende publikum, og det er noget som de seks gutter fra København formår at levere. Der bliver ikke sparet på roserne herfra, og det skyldes at der var noget helt særligt over denne aftens optræden.
Aske, på vokal og keys, tog fusen på mig, og formentlig resten af publikum, da han hæmningsløst kastede sig ud fra scenen, men han blev da grebet af et Lille VEGA, som var fyldt halvt op, hvilket er et af mine skarpeste kritikpunkter på denne aften. Når et band af Helhorses kaliber spiller, så bør der være udsolgt, og det er en skam at man ikke kan få solgt de små 300 billetter, der er mulighed for i Lille VEGA. Om det er billetpriser, eller det drejer sig om, at folk åbenbart ikke kan lide rockmusik, vil jeg lade stå i det uvisse, men det kan konstateres, at der ikke var fyldt op, og det er synd og skam.
Det er tidligere blevet beskrevet, hvorfor Helhorse er et af Danmaks bedste livebands, og fredag aften var den helt rigtige aften at give den fuld skrue, for herre jemini, hvor var de på! Der var growl til den del af publikum, som måtte ønske dette. Der var en smuk vokal fra Mikkel Wad Larsen. Men der var også bare noget magisk over, hvor godt musikken spillede.
Det lykkedes mig at få hørt en masse mennesker prøve at analysere og dissekere Helhorses lyd, og jeg kan kun sige, at i tager fejl. Det er ikke fordi Theis er fænomenal på basguitar eller Mikkel er en fremragende sanger, eller Jakob spiller megafede riffs. Helhorse er gode, fordi de magter at få deres udtryk til at gå op i en højere enhed. Netop denne samhørighed og glæde er et udtryk for, hvor danske og dejlige Helhorse er.
Jeg begejstres ved at skråle med på de simple tekster i Carry Your Own og Hell of a Ride, men det er netop denne simplicitet, der får Helhorse til at fremstå som både folkelige og rebelske på én og samme gang. Dronebasssen og den underspillede charme i guitaren, mens forsangerne får lov til at give den fuld skrue, skaber en kontrast, som vækker min begejstring. Det er sjovt, fedt og spændende, men samtidig er lyden velkendt, uden at jeg er i stand til placere den. Der er ingen, der lyder som Helhorse, men det ville også være ufatteligt besværligt, for den type af rock/metal er fængende på en helt særlig måde.
Jeg troede alvorligt talt, at jeg havde set årets fedeste koncert, da Primordial spillede i Lille Vega for lidt tid siden, men denne aften fejede mig direkte ned på gulvet, både fordi at gulvet var alt for glat til en Wall of Death og fordi min oplevelse var exceptionel.
There ain’t no party like a Helhorse party!
Og denne aften var indbegrebet af denne fornemmelse. Ekstranumre blev leveret uden at bandet gik fra scenen, fordi vi jo alle vidste, at det ville gå helt bersærk, om de blev på scenen eller ej, og det var da ogå et trøjeløst band, som spillede mere af den gode rock.
Alt i alt, leverede Helhorse en ultrafed koncert og deres Lynyrd Skynyrd-tribute med Simple Man fremstod som både originalt og medrivende. Det var nemlig ikke bare et tåbeligt cover. Der var nerve og indlevelse og med denne form for overhøjde, udstrålede Helhorse respekt for fortiden, men med et konstant blik rettet mod fremtiden.
Hvis denne fremtid omfatter Helhorse, eller nogle af de andre fantastiske bands, der er til stede i det danske vækstlag, så er jeg svært begejstret, og der mangler kun at resten af DK får øjnene op for deres fortrinligheder.
