Helhorse har lavet en af årets skarpeste rockudgivelser. Der er vanvittigt med smæk på til deres beskidte lyd og det er ikke for sjovs skyld, at de har været opvarmere for selveste AC/DC, de seneste to gange de australske superstjerner har været på besøg.

Hvordan fungerede det så, når de skulle starte en fest på Hades, den mellemste scene på Copenhell? Ganske glimrende, må man sige. Der blev lagt hårdt ud, og derfra blev der kun skruet op for energien. Det er helt utroligt, hvor mange gode bands, der er i grænselandet mellem rock og metal lige nu, med Volbeat som det suverænt største, men jeg mener, at de er efterfulgt af en ugudelig mængde fabelagtige bands, som formår at skrive gode sange og fremføre dem med en legende let overbevisning. Jeg mindes ikke at der har været så meget talent i puljen på noget andet tidspunkt og Helhorse er et af de allerbedste af disse stjerneskud. Sangene bliver leveret med energi og glæde, så man nærmest kan smage begejstringen, som er mere smittende end et udbrud af kopper.

Jeg burde have set dem en gang før, men af logistisk årsager, missede jeg dem som opvarmer for AC/DC i Roskilde, for et lille års tid siden. Sidenhen har Helhorse udgivet et nyt album og det er helt naturligt, at de har fået kæmpe roser med på vejen. Denne gang var der langt fra lige så store problemer med at få fremskaffet en øl, så jeg kunne få lov til at nyde Helhorse for fuld udblæsning. Det skete så med den skarpeste introduktion til et band på Copenhell fra Anders Bøtter, et ordentligt brag af en åbning, et solidt mellemstykke, en lille gæsteoptræden fra Bersærk, en eksplosiv slutning og en omgang crowdsurfing fra samme Bøtter og frontmand Mikkel Wad Larsen. Hvordan man når det i den lille time, der blev spillet, er næsten en bedrift i sig selv, og med hiv og sving blev publikum hevet op efter de hårde strabadser torsdag og fredag. Det var til at mærke, at publikum var lettere slidte, men de forsøgte at leve op til kravene fra bandet, som var dejligt velspillende og formåede at udstråle ægte begejstring på scenen. Jeg ved ikke, om Helhorse har haft det sjovere med at spille før, men det så virkelig ud til, at det blev nydt i fulde drag, og publikum halsede troligt efter. Det varede da heller ikke længe inden hele bandet havde fået smidt skjorter og trøjer, så det var en rigtig sommerfest i den bagende sol. Med på vejen fik vi dog også nogle alvorsord. Som så mange gange før, fik vi igen at vide, at publikum på Copenhell er det hyggeligste og rareste af dem alle, og jeg ved godt, at det sikkert bare er noget som bliver liret af, men denne gang troede jeg faktisk på, at frontmand Mikkel mente det. Der blev passet godt på hinanden til koncerten selvom den var hård og beskidt, og det var dejligt at se, hvordan sludge kunne få et publikum op på dupperne.

Det var sjovt nok en god blanding af deres albums, der blev spillet, og med et udvalg af de bedste fra Oh Death og de nye favoritter fra deres seneste album, så gik det op i en højere enhed. “Fuck Art, Let’s Kill” var i særklasse på denne dag, og afslutningen kunne ikke have været mere passende end “No Fucks Given”. Med circle, moshpits og en fed Wall of Death, blev jeg overbevist om, at Helhorse har en masse at give til den danske metalscene. Lettere forslået og fuldstændig hæs kunne jeg tænke tilbage på en god koncert og en stor begejstring for den danske musikscene.