Mikael Simpsons optræden på Stjernescenen under Smukfest torsdag formiddag var lakeret med et tykt lag af ironi, der lagde afstand mellem Simpson og publikum. Det var en mestendels kedelig affære, der kun glimtvis blev medrivende.
Da jeg gik ud af gymnasiet i 2011, havde hipster-arketypen for alvor fundet til Danmark. Landet over fik drenge hornbriller, fuldskæg, små tatoveringer og et evigt ironisk mindset af mandril-agtige dimensioner.
Jeg husker især to drenge i min gymnasieklasse, som var ironiske i forhold til alting. De sang ”Daddy Cool,” ”Ding Dong Song” og tog til koncerter med Fat Joe og Venga Boys på Train.
Jokede de? Mente de det? Vidste de det selv? Jeg afskyede disse to drenge. Ikke fordi de var ondsindede eller trælse – men fordi deres evige ironi i enhver samtale gjorde dem umulige at forstå og forvandlede alting til en joke.
Torsdag fik jeg flashback til gymnasietiden, da jeg stod til Mikael Simpsons koncert på Stjernescenen.
Som et relikvie fra selv samme tidsperiode, som også markerer Simpsons egen periode som P3-darling, var Simpson klædt sixpence, hornbriller og, ja, fuldskæg. Samtidig havde han også medbragt en ordentlig portion ironi og distance til publikum, som undervejs gjorde det svært at engagere sig i, hvad der foregik på scenen.
– Jeg er glad for, at der er kommet så mange. Jeg har ikke lyst til at spille denne koncert med et stift blik på honoraret, sagde hovedpersonen med vanlig sort humor. Hans blik blev dog kun sjældent blev andet end netop stift og fraværende.
Vi kender universet – Mikael Simpson laver deprimerede, sårbare, sjove og fremfor alt længselsfulde sange. Det meste af tiden foregår det over elektroniske beats, hvilket er den udgave, som vi oplevede ham i på Smukfest.
Og som Simon Juul deklarerede inden koncertens start, så laver Mikael Simpson ikke musik, som forener folk i eufori og dans, men nærmere skræmmer os ved at sætte et spejl foran vores egen ensomhed, ugidelighed og følelse af ikke at række til.
Så lad det være sagt med det samme: der er plads til nedtonet og nedtrykt musik på Smukfest.
Men når Mikael Simpson selv demonterer disse følelser imellem sine numre og dermed holder sine egne sange og publikum på afstand, så bliver sindsstemningen brudt, og vi står tilbage med en række skønne sange, der bliver kedelige. Sammenlagt med en dårlig lyd, hvilket Simpson selv gjorde opmærksom på flere gange, udmøntede koncerten sig i knæ-vippen i skovbunden og gik aldrig op i en højere enhed– hverken på det euforiske eller melankolske plan.
Se flere billeder fra koncerten HER.
