Med kontant power walk, evigt vind i det store hår og en vokalpræstation, der var fejlfri, leverede Beyoncé en koncertpræstation, der var en sand diva værdig. Queen Bey er flawless, og det er netop fraværet af fejl, der gør, at aftenens koncert ender med at fremstå lidt for poleret og overfladisk.
Beyoncé Giselle Knowles-Carter er uden tvivl den allerstørste popstjerne, der lige nu findes, og det beviste hun, da hun indtog Parken med et ekstravagant megashow. Omdrejningspunktet var til alle tider Beyoncé selv. Scenografien var bygget op omkring en gigantisk firkantet kasse dækket af LED-skærme. Kassen kunne både drejes og åbnes og til alle tider var de mange LED-skærme prydet af gigantiske billeder af hovedpersonen selv – Beyoncé.
Fejlfri vokal
Det, der gør Beyoncé til den superstjerne hun er, er, at hun favner det hele: Hun er den aggressive løvinde, der med vildt hår og kampråb kalder til Formation, men hun er også den bløde kvinde, der hylder den mand, hun elsker med søde kærlighedssange som på nummeret 1+1. Hun er altid Flawless, selv efter at være blevet badet i vand, og hendes dansetrin er præcise og fejlfrie. Men der hvor Beyoncé for alvor er i særklasse er stemmen. Alle toner sidder lige i skabet og selv med en masse krævende dansetrin, så er der ingen slinger i valsen. Hun har et kæmpe register som blandt andet høres under sangen Me, Myself and I, hvor følelserne bliver skreget ud. På nye numre som den rockede Don’t hurt yourself høres nye sider af Beyoncés alsidig vokal. Her bliver stemmen mere rå og har en ukontrolleret vildskab over sig. Og det lyder fantastisk. Mere af det. Mere af det ukontrollerede og mindre af det polerede og fejlfrie.
Lemonade dominerede
Det er sangene fra det nyeste album Lemonade, der dominerer sætlisten, og mange af de ældre numre bliver nærmest til små intermezzoer mellem sangene fra Lemonade. Ofte bliver de kortet af, og det er ærgerligt, for Beyoncé har mange hits, der fortjener at blive spillet – blandt andet glimrede kæmpehittet Single Ladies ved sit fravær. Fordi numrene skifter så hurtigt, virker det hele til tider en anelse forhastet og abrupt – og vi når op på over 30 numre på den lidt over to timer lange koncert.
Koncerten er inddelt i fem akter plus ekstranumre, og under den femte akt, som er én af aftenens bedste, hvor der er fuld smæk for fest-skillingen med numrene Crazy in Love, Naughty girl og Destiny’s Child numret Bootylicious, når Beyoncé nærmest kun at være på scenen i 10 minutter, før der er kostumeskift igen. Man kunne godt have ønsket sig, at Beyoncé dvælede lidt længere tid ved nogle af numrene, så man som publikum får tid til at tage det hele ind. Til gengæld skal Queen Bey have ros for sammensætningen af sætlisten. Ofte bliver numrene samlet i temaer, og det gør, at de nye og gamle sange komplimenterer hinanden på en god måde.
Dronningen lader sig hylde
Showet er yderst stramt tilrettelagt og præget af kontant power walk ud til den lille scene, der er placeret midt i Parken, aggressive dansetrin, og mange kostumeskift. Heldigvis tager Beyoncé sig også lidt tid til at nyde øjeblikket og lade sig hylde af sit publikum og takke for, at publikum har været med hende hele vejen siden de unge år i Destiny’s Child. Under disse øjeblikke bliver skrigene i Parken øredøvende, og folket hylder deres dronning med sin evige kærlighed og dedikation. Her oplever man, hvor meget hendes publikum elsker hende. Under de momenter er Beyoncé alene på scenen, og her føler man, at man får et lille glimt af den søde, sympatiske og ydmyge kvinde, Beyoncé også kan være. Og det er dejligt med disse pauser fra den hårde og kontante kvinde, Beyoncé ofte fremstiller i sine sange og optrædener. Aftenen sluttes af med kæmpe fællessang, da Beyoncé ender den over to timer lange koncert med den svulstige Halo, desværre igen i en lettere forkortet udgave. Og pludselig som et fatamogana er Queen Bey væk igen.
