For godt 38 timer siden tvang jeg min ømme krop tværs over Dyrskuepladsen for at afslutte min Roskilde Festival under Arenas ikoniske teltdug. Egentligt ville jeg gerne se nattens koncert – den sidste på årets festival for mit vedkommende, fordi jeg i så fald ville have oplevet danske The Minds Of 99 tre gange på to ugers tid. Det virkede som en passende afslutning på min festivalsæson for i år, men det var kun begyndelsen.
Som til de to førnævnte koncerter startede nattens koncert præcis på klokkeslaget. Frøken Klokken talte ned til koncertens start. Fra det sidste minut før og til allerførste sekund af koncerten. De fem musikere i bandet trådte frem en efter en, hvor forsanger Niels Brandt til sidst var den eneste, der manglede. Han tårnede i stedet frem på de to skærme på hver side af scenen, og åbnede festen med “Drømmer Om Livet” fra bandets andet album, Liber, mens røg dækkede scenen, og temperaturen allerede var langt over 30 grader.
Derfra var vi vidne til en koncert, der var noget nær enestående – og fuldstændig betagende.
De seks mænd, der udgør The Minds of 99, var i topform. Måske fordi de fleste af herrerne er blevet fædre og derfor er vant til natteroderi og manglende søvn. Eller fordi de er på vej i Superligaen og virkelig formår at starte en fest – uanset om det er en eftermiddag i Ådalen eller lørdag nat på Roskilde Festival.
Setlisten mindede meget om, hvad vi tidligere har oplevet her hos Poplish på både NorthSide og Tinderbox. En solid blanding af hits som “Et Barn Af Min Tid”, “Hurtige Hænder” og “Ind Og Se På Stjerner” fra det første album, sammensat til perfektion med hits fra det nyeste. “Ma Cherie Bon Bon” og “En Fremmed” for at nævne nogle.
Som noget helt unikt fik vi i går nat dog også lov til at opleve både Hans Phillip fra Ukendt Kunstner og S!vas, der hjalp med på hhv. “Ud Af Min Krop” og “Someone Made You”. Hans Phillip formåede endda at tilføje et ekstra vers og hive os endnu længere ud af vores kroppe til en sang, der meget godt opsummerede, hvordan vi havde det blandt publikum på daværende tidspunkt.
Det var formidabelt. Fuldstændig forbløffende. En af de der koncerter, hvor publikum og bandet smelter sammen til en udefinerbar masse, hvor eufori og sved er den perfekte – og eneste – cocktail at servere. Hvor energien er ekstatisk fra første ord til sidste trommeslag.
Af samme årsager kommer denne anmeldelse også først over et døgn efter koncerten sluttede. Simpelthen fordi jeg skulle have fordøjet alle indtrykkene – og hele oplevelsen. Det var en utopi, som man sjældent oplever. Minutterne fløj afsted, og før vi vidste af det, afsluttede bandet koncerten.
Lyden af sangen “Hjertet Følger Med” var således den sidste sang, vi fik lov til at opleve på dette års Roskilde Festival under Arenas teltdug. Hvor The Minds of 99 på bedste rockstjernemanér afsluttede med en crowdsurfende forsanger badet i store gule balloner, der fløj rundt over publikum, imens vi dansede de sidste trin ud af hofterne.
Der er vitterligt ingen negative kommentarer at komme med. Lyden var perfekt. Bassen brummede på den der helt rigtige måde, hvor du lige kan mærke den i hjertebarken, men uden det bliver ubehageligt. Samtlige seks mænd på scenen havde så meget energi, der alt sammen smittede af på publikum. Setlisten var en blanding af langsomme dystre ballader og uptempo dansehits, som enhver skulle kunne synge med på.
Og selvom Brandt har tendens til at se helt iskold ud på scenen. Ligne en med alverdens overskud, som om enhver koncert blot er endnu en gåtur i parken. Så var det nemt at ane smilet bag hans alvorlige mine. Præcis som ved resten af bandet.
Derudover vil jeg ikke have noget imod at blive inviteret med på bandets næste sommerhustur, hvis det passer, hvad de siger, og stemningen på Arena ville være præcis, som den er i sommerhuset.
Gårsdagens koncert kommer uden tvivl op og sparker Rammstein af førstepladsen, som årets bedste koncertoplevelse. Men man skal jo også være et godt liveband, hvis selveste New Order og Miike Snow skal varme op for én.
På vej hjem til min camp stødte jeg ind i en ung fyr, der var et stort smil. Hans hår var vådt af sved, og selvom temperaturen anbefalede, at vi tog en jakke på, gik han i bare overkrop – med en gul ballon under armen. Han var slet ikke færdig med koncerten. Slet ikke færdig med Roskilde Festival. Stadig ude af sin krop.
