I en alder af knap 30 begiver jeg mig ind i Amager Bio – for at skabe min første oplevelse med guitar ikonet, Joe Satriani. Med hans Shockwave Tour 2016, markere Satriani 30 år på scenen, og om lidt spiller en kunster der har produceret og spillet musik længere end jeg har levet.
Øjeblikket man kommer inden for dørene, føles med det samme som en kammeratlig stemning, og foyeren summer af gamle historier – og en større del af publikummet er klædt i gamle tour t-shirts.
Da bandet træder på scenen, springer Joe ud i en voldsom guitar solo, og som ung og uerfaren Satriani-fan, bliver man blæst bag over, af hvad der næsten virker som spontan guitarbattle mellem Satriani og Mike Keneally. Lyden skabt kun af instrumenter giver plads til drømme og fordybelse, og når man ser rundt på det øvrige publikum kan de næsten virke som i trance.
Satriani besidder en så avanceret teknisk kontrol over hans instrument, at man beundrer og forundres, over den voldsomt melodiøse musik. Musikken er så kunstnerisk at den til tider næsten får sangene til at forsvinde i svimlende showmanship af hvad en guitar kan og skal.
Den første time af koncerten er præget af tekniske soloer, og en Joe stående klart i spotlight foran resten af bandet. Desværre føles alt dette en smule repetitivt efter 30 min, og kort før pausen – er en pause lige hvad man har brug for.
Anden halvleg efter pausen virker mere virkelig og original, end hvad der før pausen virkede monotont i jagten efter den imponerende solo. Med et så stort repertoire at trække på, bliver der også trukket guldkorn op af posen, som selv en næsten uindviet som jeg kan være med på, og der bliver igen hevet fat i entusiasmen blandt publikum.
Med en karakteristisk hånd mod himlen midt i en solo dirigerer Joe sine tropper igennem en lang hyldest til rockguitarens historie. De voksne mænd har i stedet for at gå i garagen og nyde deres musik med højtalerne skruet op på 11, kunnet tage i Amager Bio og glide væk i ungdommens drømme om et rockstar liv. En aften hvor voksne mænd har nydt drømmen i musikken i større omfang, end de egentligt har rocket med til den her i Amager Bio.
Øjeblikket musikken stopper, vågner publikum som ud af trance, for at starte på en rytmisk og taktfast kalden efter mere ”Joe – Joe – Joe”. De loyale fans, der her efter 30 år stadig ønsker mere tråd, mangler at få trukket det sidste ud af oplevelsen, og her leverer Satriani – der bliver lukket op for vokalen, jammet, kørt soloer og sluttet af med intet mindre end Surfing With The Alien.
Jeg har haft mig en oplevelse jeg aldrig vil glemme, dog ville den nok have været bedre hvis lyden var blevet præsenteret mindre ensartet. Dette var en koncert spillet til ære for fansene, og ikke for os endnu ikke indviede.
På vej ud af dørene, høres ordene ”I gamle dage”, gentaget hos flere, og der er ingen tvivl om, at flere har historier og oplevelser med Joe Satriani der er mindst lige så gode, om end måske bedre.
Se hele Rod Clemens galleri fra koncerten HER
