Efter de fantastiske anmeldelser, som Iggy Pop havde formået at indhente efter sin koncert i Falconer Salen i maj, var mine forventninger tårnhøje. Disse forventninger blev ikke bare indfriet – de blev overgået. Det var en koncert, der fra første tone blæste én fuldstændig omkuld.
Efter solen forsvandt over Ådalen, begyndte der virkelig at blive køligt. Selv i en menneskemængde, hvor man nærmest stod og ubevidst gnubbede sig op ad hinanden, var kulden til at mærke. Kulden nåede dog aldrig ind i marven, før mørket forsvandt, og aftenens hovednavn trådte ud på scenen.
69-årige Iggy Pop trådte ikke bare ud af mørket – han stormede. Med en sikker vokal slog han de første ord an til sangen “No Fun”, og jublen ville ingen ende tage.
Jeg havde selv ikke troet, at jeg nogensinde ville få mulighed for at opleve klassikerne fra The Stooges’ selvbetitlede debutalbum live. Men det skete. Og det var fantastisk.
Iført stramme bukser, nittebælte og intet andet, tog legenden os tilbage til den utæmmede ungdom, som han levede i 60’erne og 70’erne – og 80’erne for den sags skyld.
“Passenger” og “Lust for Life” fulgte efter åbningsnummeret. Ikke nok med, at musikken var absolut fantastisk, så leverede Iggy Pop også et ubeskriveligt sceneshow.
Med sin ikoniske dansestil, sprang han rundt på scenen, spyttede til højre og venstre – og var endda.. Ja, ret sexet.
“Fucking thanks. Fucking tak. Fuck,” blev der råbt mellem næsten hvert nummer, hvorefter han vendte sig om og beordrede bandet til, at de skulle “hit it cocksucker!”
Iggy Pop præsterede at fremføre alle sine største hits og blande sange fra det nyeste album “Post Pop Depression” med klassikere som “I Wanna Be Your Dog”.
Når han har været en del af musikbranchen siden 60’erne, skulle man tro, at de utallige årtier i musikbranchen havde tæret på den ældre herre, men tværtimod. De har gavnet og formet ham til den fantastiske artist, han er den dag i dag.
Jeg kunne samtidig ikke lade være med at tænke tilbage på sidste sommer, hvor jeg stod i Skanderborg foran Bøgescenerne og blev forelsket i Go Go Berlin. Her ville jeg have ønsket, at de havde haft flere sange på repertoiret, så koncerten kunne have varet i evigheder. Fredag aften var det realiteten.
Vi blev pakket ind i en tidslomme og sendt tilbage i punkrockens spæde start i 60’erne og 70’erne, tog til Berlin og lærte David Bowie at kende i 80’erne, for til sidst at genopstå og udgive noget, der snildt kunne defineres som årets bedste album (“Post Pop Depression”, red.)
Det var dog synd, at de musikere, som mr. Pop havde medbragt til aftenens koncert, besad så lidt karisma. Gennem hele koncerten var det kun Iggy Pop, der leverede. Det optimale havde været, hvis han havde medbragt Josh Homme og co., der var med til at lægge Falconer Salen ned sidste måned. Heldigvis blev de dog reddet af aftenens hovedperson, der med så absurd meget energi, kunne dække over de kedelige musikere, der sad bag ham.
Selvom Iggy Pop halter, burde været blevet pensioneret – og burde måske også være gået bort, efter det hårde liv han har levet i sine tidlige år i musikbranchen, så lever han i bedste velgående; ihvertfald på scenen.
Stemmen styrer han stadig med hård hånd, selv når han springer rundt på scenen og gør sig til. Det er tydeligt at se, at de mange år i branchen kun har gavnet ham.
Og for en gangs skyld var kvaliteten af lyden lige som den skulle være.
Det var den perfekte afslutning på første dag på NorthSide.
Se hele Lasses fantastiske galleri fra koncerten HER
