Vintermørket havde sænket sig over København, og hvilken mere sublim måde at fejre mørket og kuldens komme, end en gedigen metalfest. Der var øl, musik og alle de andre ting, som man kunne ønske sig på en kold aften i januar.
Seks fede bands, som kom med deres egen fortolkning af, hvad metal er. Det er den simpleste måde at forklare, det arrangement, der løb af stablen, i VEGA i går aftes. Samtidig var det en livsbekræftende aften for metalscenen i Danmark, hvor nerve og holdning fra de mange unge bands var til at spore, i en sådan grad, at man ikke kunne tvivle på, at der er et massivt vækstlag, som kan føde de mange undergenrer, som udgør metal i dag.
Hvad enten man er til progressiv metal, hvor Rising spillede en fremragende koncert, som dog visse steder fremstod en smule for velpoleret, eller om det var det eksperimentelle som OXX præsenterede for et uforberedt publikum, med en saxofonintro til et ellers ufatteligt hårdt nummer, så var der noget for enhver smag, hvis altså bare man kunne lide musik spillet på max, med tonsertrommer og smadderguitar. Det var en særdeles veloplagt konferencier, der præsenterede de seks navne som var på plakaten til Copenhells vinterfest og der skal ikke herske tvivl om, at det var et meget velgennemført arrangement som foregik i Lille VEGA og Loungen. Øllet flød i linde strømme og burgerbaren sørgede for, at den lille sult kunne stilles uden problemer.
Halvfladt hollandsk rock
Der var ingen form for rød tråd gennem arrangementet i forbindelse med stilarter, da udbuddet af bands var spredt solidt ud over hele spektret af metal på aftenen. Ballet blev åbnet med hollandske Mandrake’s Monster, hvor jeg desværre ikke fik set hele det første nummer, men en medrivende oplevelse var det da. Jeg undres dog over sammensætningen af deres sæt, for når man kun har lidt over en halv time, til at vise sig frem fra sin bedste side for et nyt publikum, betragter jeg det, som en smule malplaceret at smide en længere ballade ind og derved fjerne den opbyggede energi, hvorefter de hollandske hardrockere måtte starte forfra med at skabe en forbindelse til publikum. Helhedsindtrykket fra bandet, som var på besøg i København, blev derfor skæmmet en smule af det besynderlige valg, og klapsalverne var ikke helt på det niveau, som de kunne have opnået, hvis de havde holdt stemningen fra deres første numre, igennem hele sættet.
Black Heavy Metal
Anderledes levende var Slægt, som med et seriøst skralderbang åbnede for Lille VEGA. Jeg havde ikke selv hørt dem før, men her snakker vi om et band med et helt vanvittigt potentiale. Lyden var ikke helt i skabet på det første nummer, men da det var rettet til, så gav de fire unge herrer den ellers fuld skrue ud i en ordentlig omgang metal, hvor inspirationen fra black metal spillede fremragende sammen med de meget melodiske riffs og den hårde vokal. Jeg løb ind i Oskar Frederiksen, guitar og vokal, efter koncerten og han mente selv, at der var plads til forbedring i lyden. Særligt fremhævede han, at deres liveoptræden ikke indeholdt alle de finesser, der befinder sig på deres meget roste mini-album “Beautiful and Damned” og netop dette gjorde, at der, i min optik, manglede det allersidste, for at koncerten kunne have været helt oppe at ringe. Jeg tvivler dog på, at det er sidste gang, jeg har set dem live og med hårdt arbejde, kan jeg kun forestille mig, at Slægt er godt på vej til at skabe sin egen niche i den mørkeste metal. Jeg har altid haft et ambivalent forhold til black metal, som til dels grunder i det teatralske element, men Slægt blæste en hvilken som helst fordom væk og med et brutalt udtryk og en helt fænomenal trommeslager leverede de fire gutter en helstøbt oplevelse, hvor der blev fokuseret på fortællingen og udtrykket, men musikken var i højsædet og optrædenen var i den grad godkendt.
Fusionsmetal fra OXX’en
Oxx leverede efterfølgende en af mine mest bizarre metaloplevelser nogensinde. Trioen leverede en mur af lyd, som var bygget på ren kærlighed til musik, og i den musikalske trekant, opstod der noget, som er svært at beskrive fyldestgørende. Jeg er helt sikker på, at der ikke er så meget mainstream-appel i deres musik, men der er noget ganske unikt over lyden, som Oxx har fået destilleret og forfinet sig frem til. De mange blikke, som musikerne sendte hinanden undervejs i koncerten, understregede hvor mange elementer, der endnu ikke var aftalt. Det var en oplevelse, at blive præsenteret for noget så eksperimentelt, og selvom jeg endnu har svært ved at forstå det fulde omfang af, hvad der skete til deres sæt, så er jeg benovet over, hvor ubesværet musikken blev leget med og hvordan de fik det udover scenekanten, som vel at mærke var et par centimeter over gulvhøjde. Anders Bøtter præsenterede bandet med en henvisning til et opvarmningssæt, de spillede for fem mennesker og sagde, “at de fortjente meget mere”. Jeg er helt enig og kan kun ønske mig, at den glæde, som skabtes på scenen, kan få lov til at forplante sig til et større publikum. Efter de første to numre var spillet, tog jeg mig selv i at stå med et fjoget smil og glæde mig over at være til koncerten, og selvom Oxx er et meget råt koncept, så er det legende og næsten antimelodiske udtryk ufattelig spændende. Ønsker du at udfordre dig selv, så bør du give dem en lytter. De fortjener det.
Rising up
Det var tydeligt at se, at Rising var et garvet band og den scenevanthed gjorde vist, at der var lidt for trygt på scenen i Lille VEGA til at den leg, som var startet med Oxx blev videreført. Rising har, i modsætning til mange af de andre bands, der spillede i går, en klart defineret sound og med en karismatisk frontmand i Morten Grønnegård leverede de en ganske solid optræden. Jeg har dog svært ved at give den en bedre karakter end godkendt, da det i stræk føltes for pænt og poleret til at falde i min smag. Der skal ikke herske tvivl om, at Rising ikke føltes som et oplagt valg til aftenen, da det var lidt for rent til at føles hjemme på en aften, som i går. Det er desværre lidt trist, da jeg havde rigtig store forventninger til koncerten, men i stedet føltes det, som en lidt trist mellemvare, og det er ærgerligt, for kompositionerne har plads til, at de store følelser kan komme udenpå tøjet, og det lykkedes desværre ikke helt med denne optræden. Jeg håber, at det var en enlig svale og at Rising får ramt nerven igen, for der er så gode sange i deres repertoire, at jeg kun ønskede mig lidt mere pondus.
Fuld skrue i Loungen og nedenunder
Den energi ramte til gengæld Loungen, da Evra gik på, og med en eksplosion af urkraft blæste de fremmødte omkuld. Der blev spillet på alle strenge, og det er glædeligt at høre, at Evra skal en tur til holland og spille udvekslingsband på BUMA, en hollandsk hardrockfestival. De første to numre, som Evra spillede havde dog en lille smule for meget følelse af stopdans, til at jeg var fuldstændigt overbevist, men derfra ændrede musikken sig til et veritabelt festfyrværkeri og med aftenens første alvorlige mosh pit, fik jeg varmet nakkemusklerne op, som stadig var lidt stive fra torsdag aften i Store VEGA. Bandet var da heller ikke for fine til at deltage i festen, og hen mod slutningen af sættet, fik vi da også både en crowdsurfende forsanger, en crowdsurfende konferencier og aftenens eneste ekstranummer. Guitaren blev også luftet foran scenen til en ordentlig omgang i pitten og den optræden, som Evra kom med, var så overvældende, at jeg kun kunne ønske mig mere af det.
Heldigvis var aftenen ikke færdig, og det band, jeg primært var kommet for at se, gik på efter en kort pause i det gamle Folkets Hus.
Well, I’ll Be Damned!
I’ll Be Damned var klar til at underholde publikum og det skal jeg love for, at vi blev. Med en beskidt og mudret lyd, der spænder fra det fineste rock til det mest trashede metal, har de fem århusianere skabt sig et helt særligt udtryk, som vi forhåbentlig får lov at høre meget mere til. Allerede fra første øjeblik havde I’ll Be Damned vist at deres format var umiskendeligt og med en ekvilibristisk frontmand som stjal hele showet, mens det til tider virkede som en lang audiens med en religiøs leder. Moraler og one-liners blev leveret med en selvfølgelighed og en umiddelbar power var man ikke i tvivl om, hvorfor de var headliners på en mørk aften sidst i januar. Det eneste negative, der er at sige om I’ll Be Damned er, at de spillede for kort tid. Jeg var under ingen omstændigheder færdig med at høre dem da sættet sluttede, men vi fik da at vide, hvornår ekstranummeret kommer. Det bliver til marts i Beta, hvor jeg skal se dem, og det vil jeg se frem til.
Koncerten var så fremragende, at flere af det selskab, som jeg var taget til WCFO med, købte billetter til I’ll Be Damneds næste optræden i København på stedet, og det er med mine varmeste anbefalinger, at man bør høre dette band, som har været på vej frem i et stykke tid.
Aftenen i Lille VEGA og deres Lounge var samlet set en kæmpe succes, og hvis man ser bort fra et par småting, som at lyden i starten af de fleste optrædener lige skulle justeres en smule, så var det et næsten fejlfrit arrangement, som arrangørerne har fået stablet på benene. Hvis de bands, som blev vist frem i går, er et udtryk for hvordan dansk rock og metal har det, så er det et levende, spændende og medrivende miljø, som vi forhåbentlig kan nyde godt af fremover. Når nu VEGAs Udvalgte fik lidt kritik med for toiletfaciliteterne, så må jeg også nævne, at jeg stod i kø i ca. 30 sekunder til pissoiret lige efter en koncert, så der var vist ikke noget at brokke sig over der 😛
Til sidst må jeg spørge derude, om vi ses når helvede fryser over?
Hvis det sker igen næste vinter, så er jeg i hvert fald på plads!
Se hele galleriet fra When Copenhell Freezes Over 2016 HER
