Som musiklytter peger man alt efter humør på forskellige albums som favoritten. Men ét album ville jeg pege på ni ud af ti gange. Alligevel har jeg ikke en eneste gang indrømmet, hvilket album det er.
Mit liv er en løgn.
Ej, det passer ikke. Men jeg har løjet om noget, som for musiknarkomaner er en synd på linje med at stikke bedstemor til Gestapo.
Når jeg er blevet spurgt om mit yndlingsalbum, har jeg ikke været sandfærdig.
Tilgiv mig, Sankt Peter, for hvilken nedrig person skal jeg være for at fornægte min egen musiksmag og svare Kid A, Ziggy Stardust eller en anden P6 Beat-godkendt rockhistorisk milesten på dette allervigtigste spørgsmål om, hvilket album der SKAL være plads til, når der kun er 150 megabytes tilbage på min iPhone.
Der kan være mange grunde til, at man lyver om sin favoritmusik: dels er det kun en sjov øvelse, hvis der er et jackstik til stede, og som oftest kommer spørgsmålet også, når vi gerne vil finde et fælles ståsted. Et svar, som kun du forstår, bringer intet med sig.
Så hellere dræbe samtalen ved fødslen eller lyve.
Men jeg ved godt, hvorfor jeg har løjet.
Makaveli reborn
Albummet er Waka Flocka Flame’s Flockaveli, som i oktober udkom for 5 år siden.
Jeg husker stadig, da jeg så det i Pitchforks felt af daglige anmeldelser. Hvor de dengang havde ry for primært at beskæftige sig musik af hvide mænd og kvinder i slidte jeans, virkede det næsten absurd, at se denne stenede sorte mand med photoshoppede blodstænk på overkroppen stirre ud på mig mellem artister med navne som Sun Airway og Josephine Foster & The Victor Herrero Band.
Alligevel havde Waka Flocka Flames Tupac-hædrende album fundet vej til Pitchforks whitewashed internetspalter, og alligevel havde den fået scoren 8.0.
Dengang blev jeg mødt med gutturale trusler over en bund af pistolskud, bagagerumsraslende bas, klappeslange-snares og billige synthesizer-loops.
Beatsne var skabt af en gruppe af Atlantas mest blodtørstige producere, som kæmpede om at skabe det bedste soundtrack til en streetfight. De bedste bud kom fra hovedproduceren Lex Luger, som virkede besat af at genskabe The Imperial March i hiphoppens billede.
Albummet gæstedes af en mindre legion af rappere, hvorfra vi ikke havde hørt før og heller ikke siden. Og med god grund – de havde ingen rim, intet flow og ingen personlighed andet end at være triggerhappy pushere.
I midten af det hele stod Waka Flocka Flame, som heller ikke rappede, men bulldozede sig vej igennem hvert enkelt nummer i en tyk sydstatsaccent og med en urkraftsagtig stemme.
Ikke et eneste sekund blev gaspedalen sluppet, og hvert eneste nummer er en trykkoger, der hopper og danser på komfuret.
Straight outta Grove St.
Lyrisk er albummet forankret i en slags anti-lyirk, som beskriver, hvad der foregår i den umiddelbare nærhed. Hvor vi ofte forlanger, at vores skribenter skal være reflekterende og betragtende, gør Flockaveli en kunst ud af stating the obivous.
– When my lil brother died I said FUCK SCHOOL
Over albummets bund af fight-club anthems får denne anti-lyriske lyrik nyt liv og bliver til en slags bokser-prosa eller et mentalt billede live fra krigszonen.
Og netop trusler og kampen for overlevelse i ghettoen er allestedsnærværende med håndgribelige gunshots, der både bliver BOW BOW BOW BOW’et og lagt forreal ind i mixet, som på den intense ode til fatalisme “Live by The Gun“.
– Live by the gun, I’mma die by the gun
A nigga shoot at me, so you know I’m shooting back
Waka Flocka Flame og hans hær af rappere lever sig ind i rollen. Versene bliver leveret med en pistol for panden, og indimellem de mange skud ud til homies og skud på fjender, råber de navnene på dem selv, deres kvarterer og deres slæng i absurde mængder af adlibs, der virker som en slags stammeråb eller krigskald. FLOCKA, KEBO GOTTI, SLIM DUNKIN, GROVE ST., BRICKSQUAD.
Det er lyden af mænd, der tager deres identiteter og kammeratskab og tvinger dem ud i dit ansigt. De har accepteret, at de ikke har kontrollen i deres liv og kun kan styre, hvem de vælger at alliere sig og være fjender med. Som Marlo ville sige det: My name is my name.
Flockaveli forever
Hvis det lyder overvældene, så er det, fordi det er det. Ved de først gennemlytninger måtte jeg bryde albummet op i bidder af 4-5 sange, fordi energiniveauet efterlod mig udmattet.
Men som det tit er med ny musik, klikkede det lidt efter lidt og i en sådan grad, at jeg fem år efter stadig lytter til albummet på ugentlig basis.
De første fem sekunders eleastik-synth på ”Grove St. Party” åbner stadig for dopamin-sluserne, ”F**k the Clup up” gør mig til John Cena, mens ”Bang” laver E45 om til autobahn.
Albummet har simpelthen en udødelig energi, som stadig giver mig et ekstra pep i mit step, når jeg søvndrukken powerwalker ned til bussen. Og når jeg lytter til Flockaveli, bliver jeg også en white-boy gangsta, som repper mit set, skriver artikler om Aalborg Universitet og åbner dåser med tun.
Flockaveli solgte overraskende 37.000 albums i første uge, og sammen med Rick Ross’ Teflon Don – hvis største øjeblikke var lavet af samme producere og over samme skabelon som Flockaveli – var den med til at definere trap og rap, som vi kender det i dag. Uden Flockaveli ville Kanye og Jay-Z aldrig have lavet deres værste sang nogensinde, og Mike Will Made It, Metro Boomin, Future, Young Thug, Rae Sremmurd og et hav af andre var aldrig nået ud af Atlanta. De sidste fem års hiphophistorie havde været en anden.
Så jeg er langt fra den eneste fan. Alligevel har jeg ikke kunne indrømme, at jeg ni ud af ti gange vil pege på Flockaveli som mit yndlingsalbum.
Jeg har skammet mig over, at jeg elsker at lytte til støjende, amoralsk og umiddelbar musik. Og ikke bare hvilken som helst støjende, amoralsk og umiddelbar musik, men gangsta-rap, som i 2015 stadig er lavstatus og ikke får samme kritiske læsning som andre genrer i anmelderspalterne.
Samtidig er der stigma forbundet med at være en hvid mand, som lytter til musik skabt af undertrykte minoriteter, der i bund og grund handler om deres oplevelser som minoriteter. Gør det mig til en kulturgrib? Eller en ghetto-forbruger, der bliver underholdt af at se sorte mennesker skyde vildt om sig, som var det Bad Boys 2?
Mit svar er nej. Min white ass elsker bare Flockaveli.
MADS. 8230. FLOCKA.
Du kan give albummet et lyt HER.
