Alesso udgiver endelig sit længe ventede album ‘Forever’, som har været i støbeskeen i over tre år!
Man skulle næsten tro, at Alesso har navngivet sit debutalbum, ‘Forever’, efter mængden af tid, det har taget at lave pladen. Ventetiden på over tre år har nemlig virket som en evighed.
Og med tre års hårdt arbejde følger store forventninger. Også hos undertegnede. Alesso er uden tvivl en af mine absolutte favoritter, og har været det siden han vandt mit hjerte på en sommerdag i Sverige for tre år siden – før han opnåede den stjernestatus, som han i dag har.
Alt for høje forventninger
Men måske mine forventninger var lidt for høje. De første numre fra albummet, ‘If I Lose Myself’ med OneRepublic og ‘Under Control’ med Calvin Harris toppede hitlister verden over, og hævede mit håb for albummet ekstra meget.
Og med hitsinglerne ‘Heroes’, som har Tove Lo på vokal og ‘Cool’ med Roy English lovede det stadig godt. Men mine forventninger om at de 14 numre ville være lig med 14 hits er desværre ikke blevet indfriet.
Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere af den elektroniske side af Alesso, som han viser på ‘Tear The Roof Up’ og ‘Payday’, som afspejler en lidt mindre poppet Alesso, og som absolut falder i min smag.
Når det så er sagt, så er jeg stadig en kæmpe fan af flere af de nye numre, som uden tvivl kommer i kraftig rotation over sommeren. ‘Sweet Escape’ med Sirena, ‘Scars’ med Ryan Tedder fra OneRepublic og mit favoritnummer, ‘All This Love’ med Noonie Bao besidder alle potentiale til at blive lige så store hits som mange tidligere Alesso-numre er blevet.
Der er ingen tvivl om, at Alesso har et specielt talent for at finde den perfekte vokal til sine numre, og det er en plade, som virkelig kan få følelserne frem i en, hvis man lytter godt efter!
Eksperimentering og genbrug
Mit største problem ved pladen er, at Alesso måske eksperimenterer lige lovligt meget på numrene ‘Destinations’ og ‘Immortale’, som minder mere om klassisk musik og ligger så langt fra den Alesso, vi kender, at det virker for mærkeligt at ødelægge pladens flow med dem.
Og så er der måske lige lidt for meget genbrug på pladen. Med så mange års arbejde, havde jeg forventet flere uhørte numre. ‘In My Blood’ debuterede for mere end tre år siden, og alligevel er den at finde på pladen, hvor i alt 7 af 14 numre allerede var udgivet, inden pladen kom på gaden.
Køb albummet ‘Forever’ via iTunes HER