Den store koryfækoncert Gods of Rap med De La Soul, Wu-Tang Clan og Public Enemy vekslede mellem at være en kedelig museumsudstilling og så at minde os om, hvad der gjorde de tre legendariske grupper spændende i første omgang.
Alvoren dominerer på den danske musikscene. Og det er en skam, for latter er ofte den største forløsning, ligesom humor får kradse sandheder til at glide nemmere ned.
I sidste uge bragte Berlingske et debatindlæg om, at dansk popmusik er dummere end nogensinde før. Det er en klagesang ligeså gammel som popmusikken selv.
Mens hiphopverdenen i dag stiller sig i kø for at svine Donald Trump til i både tekster og tale, har præsidentkandidaten tidligere været et idol for de entreprenante rappere.
Den store koryfækoncert Gods of Rap med De La Soul, Wu-Tang Clan og Public Enemy vekslede mellem at være en kedelig museumsudstilling og så at minde os om, hvad der gjorde de tre legendariske grupper spændende i første omgang.
Alvoren dominerer på den danske musikscene. Og det er en skam, for latter er ofte den største forløsning, ligesom humor får kradse sandheder til at glide nemmere ned.
