Af Simon Bojsen Maegaard
Enhver live-oplevelse afhænger af sammenspillet mellem publikum og kunstner!
På en mark i det østjyske gletcherlandskab, under grå skyer og kraftig regn, trådte Tina Dickow og hendes band på scenen denne søndag eftermiddag på Jelling Festivalens sidste kapitel. De ustadige vejrguder udfordrede, men heldigvis gav musikken, og senere solens frembrud, publikum en mindeværdig oplevelse.
Koncerten åbnede kl 14, søndag 26/5 2024, med sangen “Menneskedyr”, hvor en dansende brun- og ublufærdig menneske bjørn supplerede Tina Dickows frontstage performance i et dialektisk musikalsk drama foran publikum. “Tak til dyret i os alle sammen,” saluterede forsangeren til slut og skubbede sommeren i gang på trods af det dystre vejr. Denne indledning satte tonen for en koncert, hvor natur, sanselighed og en del erfaring fra et levet liv smeltede sammen i musikalsk forening.
“Bitte Små Ryk” efterfulgte den iscenesatte introduktion og bandet spillede allerede nu efter små 5 minutter i en organisk samhørighed, som en encellet organisme, der pulserede i samme hjerteslag. Tina Dickows modne og rutinerede scenevanthed krystalliseres øjensynligt i den danske version af “Nobody’s Man,” hvor forsangerens fortællende kropssprog og de poetiske tonelandskaber fra en Fender SG guitar flød sammen som et stryger agtigt instrument kvartet.
Med “On the Run” bragte 70’er rock-orglet energien tilbage i højsædet, og Tina spurgte nu publikum direkte: “Er vi på Island nu?” Overgangen til “Copenhagen” virkede glidende, men sangens konsonanter og enderim blev til tider for karikerede, hvilket ikke altid fremstod heldigt for det episke udtryk og den hele sammenhæng.
“Fancy” blev præsenteret som en sang om mådehold, hvor Tina, iført pastelfarvede vinger og et overdrevet kitsch diadem, optrådte uden guitar og bukkede teatralsk i slutningen, som en anden trubadur. En af koncertens mest intime øjeblikke kom med “Lige Nu,” hvor Helgi Jónsson satte sig foran publikum med en akustisk guitar, mens el-guitaristen spillede på sitar, efterfulgt af en lidt for potent afsluttende tromme solo over lejrbål akkorder – ikke særlig velkalibreret.
I “Count to Ten” gik guitarlead på dobro, og efter vers to forløstes nummeret instrumentalt med Tina på stryger over en distorted Les Paul elguitar
Et raffinement, som rent visuelt virkede overraskende – også på publikum – men trods alt i sit musikalske moment forekom opstyltet og en kende kejtet på denne anmelder. Lydbilled t fremstod desuden overeksponeret i trommerne hvad angår de alt for eksponerede bækkener.
“Spark” bragte rå fornyet energi til bålet via et simpelt banjo-riff, der mest mindede om The Rolling Stones’ “Jumping Jack Flash.” En rød Gretsch halv-akustisk elguitar solo leverede en lidet massiv bluesfølelse, inden bandet gik videre til “You Wanna Teach Me to Dance.” Her brød solen frem, hvilket føltes som en guddommelig intervention fra de højere magter, efter kraftigt regnvejr. En dansende teenager på scenen fangede øjeblikkets glæde idet Tina Dickow åbenbarede: “Lær mig at danse Freja” som invitation fra sidelinjen.
Med “Welcome Back Colour” leverede Dickow et opråb/kritik af samtidens sort-hvide samfund, mens “Someone You Love” sluttede hovedsættet med et smukt og gospel agtigt trestemmigt kor.
Selvom de tre ekstra numre ikke fik den store publikums opbakning, var det en fin og ganske fornuftig musikalsk begivenhed i starten af sæsonenen. Helhedsindtrykket var dog præget af vejr og “festival-tømmermænd”, hvilket gjorde det svært for bandet at smelte fuldstændig sammen med sit publikum (ikke bandets skyld!)
Alt i alt leverede Tina Dickow og hendes band en solid performance under udfordrende forhold. Med fire ud af seks stjerner, var koncerten en lidt over middel oplevelse, der var præget af omstændighedernes luner og publikums manglende begejstring efter skybruddet. En ting er sikkert: Enhver live-oplevelse afhænger af sammenspillet mellem publikum og kunstner!
Se de flotte billeder fra koncerten her.
