Torsdag aften var der udsolgt metalbrag i Pumpehuset, hvor fire bands fra tre kontinenter leverede smæk for skillingen. Paledusk, Thornhill, Silent Planet stod alle på plakaten under hovednavnet Polaris, og normalt ville vi blot bringe en anmeldelse af sidstnævnte, men denne gang har vi valgt en anden retning.
Grundet koncertens sene start og sluttidspunkt var det ikke muligt at dække aftenens hovednavn som vi normalt gør det her hos Poplish. I stedet bringer vi anmeldelse af de to første bands på aftenen – Paledusk og Thornhill – for på den måde at give spotlyset til opvarmningsbands som ellers ikke ofte får det.
Paledusk: Japansk Chop-Suey-Core
Japanske Paledusk har æren af at åbne ballet, og der er smæk på fra det første. Det unge band spiller en eklektisk blanding af genrer funderet i metallen, men med lige så meget lånt fra punk, klassisk rock, ja sågar blandes der elementer af jazz og elektronisk musik ind, og minderne tvinges tilbage til fordums tid hvor numetallen regerede hitlisterne. Blandingen er dog karakteristisk japansk, og man forveksler dem ikke hverken med Linkin Park eller Limp Bizkit, Paledusk er deres egne.
Desværre, men ikke overraskende for dem som kender Pumpehuset tidligt på aftenen, så er lyden ikke god. En genreblanding af det format som Paledusk leverer, kræver at man kan høre hvad der foregår i musikken, og det er bare ikke tilfældet her. Det er bas, det er bækkenklang fra trommerne og det er en snært vokal, men det er blandet sammen i en tæt suppedas som ikke giver musikken lov til at komme til sin ret.
Og det er en skam, for Paledusk har virkelig noget at byde på. Især fremstår forsanger Kaito enormt karismatisk, og med en energi som virkelig formår at smitte af på publikum. Man kan håbe på at når bandet vender tilbage til Danmark, så bliver det med bedre lyd og senere på balkortet, for det kan altså noget.
Thornhill: Mørkt og melodisk, skræmmende og sexet.
Aftenens andet band er australske Thornhill, og fra publikums reaktion kunne man undre sig over at dette band ikke var et hovednavn. Allerede i første nummer går det for sig i pitten foran scenen, og det så voldsomt at det går helt ned til hegnet der afgrænser lyd- og lysteknikerne, som næsten når at vælte. Enhver tvivl om Thornhills evner til at nå ud over scenekanten fordufter som dug for solen.
Men et bands evner rækker kun så langt, for vi er stadig i det samme Pumpehus som for en halv time siden, og lyden er kun blevet marginalt bedre. Den ER dog blevet bedre, men det er stadig mest af alt rungen og den diskante klang af bækkener som fylder salen. Det vil sige, det er det de fleste steder jeg befinder mig i salen, indtil jeg bevæger mig helt op foran scenen, hvor lyden fra selve sceneudstyret hjælper gevaldigt, og oplevelsen bliver en helt anden når man nu kan høre musikken ordentligt.
For gudhjælpemig om ikke Thornhill spillede en af de bedste koncerter jeg længe har oplevet, når først man kunne høre den. Deres særprægede stil blander de typiske lydelementer fra moderne metal, men de bruger dem ikke til breakdowns eller store syng-med-omkvæd, men derimod til tunge, næsten farlige sange om sex og besættelse. Det er en oplevelse som minder om Deftones i White Pony dagene, og hvis dette er deres niveau, kan man kun unde dem samme succes.
Det er en skam lyden er så dårlig ved de første bands på sådan en koncertaften, men det er langt fra et særsyn. Det ses ofte at det lige tager et par bands før lyden sidder der, og man undrer sig om begrebet “opvarmningsband” mere er møntet på lydteknikeren end på publikum. Det er under alle omstændigheder et område der kunne forbedres, og som kun ville betyde en bedre oplevelse for det koncertgående publikum.
Se Martins flotte billeder af alle fire bands, inklusiv Polaris, HER.
