Søndag aften var det blevet KB Hallens tur til at tage imod de engelske poprockere i The 1975. Bandet med den karismatiske frontmand Matty Healy er kendt for deres energiske koncerter og Healys kontroversielle udtalelser på og udenfor scenen. Aftenens koncert var for længst udsolgt, publikum stod klar, både på musikken og i særdeleshed Healy, men da tæppet gik ned, manglede der alligevel noget.
Det engelske band fra Chesire havde ikke bare et nyt album med, men også en udmelding om at dette kunne være den sidste The 1975 turné i lang tid. Det kan måske ligge til grund for den elektriske stemning der var blandt publikum, eller måske havde de set optagelser fra de tidligere koncerter på turnéen hvor bandets energi niveau var enestående. Hvad vi endte med at opleve var desværre noget andet, mere ømt, men også mindre engagerende.
Velsmurt maskine
Bandets nuværende turné bærer titlen “Still At Their Very Best” og består af tre dele; En god håndfuld numre fra deres seneste album “Being Funny in a Foreign Language”, en mindre pause med titlen “Matty’s Nightmare” hvor Healy spiller en sang alene og bandet tager en pause, efterfulgt af et nummer bandet spiller uden ham, og til sidst en god håndfuld hits fra bandets bagkatalog. Setlisten for i aften rummede desværre ikke mange overraskelser, og lignede til forveksling den fra de foregående aftener dog omend med færre overraskelser.
Da tæppet gik ned, afslørede det et yderst spændende scenedesign, som mest af alt lignede settet fra en amerikansk sitcom ala Happy Days eller How I Met Your Mother. Bandet indtog scenen på en stiliseret måde jeg ikke før har oplevet til en koncert, og det mindede mest af alt om teater som de gik rundt og tændte for lamper og fjernsyn rundt omkring på scenen, før de fandt sig til rette ved deres instrumenter. Sitcomkonceptet blev ført helt til dørs under det første nummer “Looking for Somebody (to Love)” hvor storskærmene der flankerede scenen viste hvert bandmedlem med navn én efter en, som var det introsekvensen til sådan en TV-serie.
Konceptet blev udvidet og benyttet hele vejen igennem koncerten, og bandets egne kameramænd gik rundt på, og langs scenen, og filmede spændende vinkler som blev vist på storskærmene. Det tilføjede et niveau af kunstgreb til hvad der ellers kunne være en traditionel rockkoncert, og var meget underholdende at beskue. Det trak dog også opmærksomhed væk fra hvad der skete andre steder på scenen, og med et 8-personers orkester var det ikke fordi der manglede aktivitet at kigge på.
Kunst eller kunstigt?
Man kan ikke sige The 1975 uden at sige Matty Healy. Den karismatiske, kaotiske, gale og geniale frontmand har for længst etableret sit ryg for provokerende og chokerende udmeldinger ved bandets koncerter, og blandt fans er det blevet et element man nærmest håber på, hvis ikke ligefrem forventer at opleve på en aften som i aften. Det var desværre ikke den Matty Healy vi fik at se i aften, men i stedet en som mest af alt virkede udmattet, afkoblet og flosset.
Det kulminerede midt i koncerten, under “Matty’s Nightmare” delen, hvor en tydeligt påvirket Healy bad publikum stoppe med at optage og fortalte om hans følelser af usikkerhed omkring autentiteten af hans sange, og da en fan råbte “WE LOVE YOU MATTY” så kunne forsangeren ikke mere, og begyndte at græde på scenen. Dette sammenbrud endte med at Healy flygtede gennem en af scenens TV-skærme, mens resten af bandet kom tilbage og spillede “Jesus Christ 2005 God Bless America” uden ham.
Det virkede ægte, ærligt, og kunne sagtens være et utrolig særligt og ømt øjeblik mellem kunstner og fans, men den enorme grad af iscenesættelse og metatekstualitet i The 1975’s udtryk, gør det svært at føle sig sikker. Undervejs i koncerten har TV-skærmene flere gange vist klip fra bl.a. nyheder om politik og verdenssituationen, Youtube med kommentarer om Matty Healy’s person, sekvenser fra videospil og andet, og det er derfor svært at vide hvor vi er på Venn diagrammet mellem kunsten og det kunstige.
Så hvad manglede?
Lyden i KB Hallen var glimrende, omend bassen fyldte en del, og bandet spillede fortrinligt. Selv med 8 musikere på scenen, var det sjældent at udtrykket blev mudret, og det var på alle måder en utrolig professionel musikalsk oplevelse. Men det var også en meget sikker oplevelse, hvilket var en skuffelse.
Hvor man havde forventet en energisk og karismatisk Matty Healy, fik vi i stedet den usikre og triste udgave. Det kunne have givet en rigtig særlig oplevelse, hvis ikke det så var for det stiliserede koncept og scenedesign, som ikke rigtig gav mulighed for den autentiske kunster-til-publikum forbindelse som kunne have reddet den manglende energi. Det er en skam, for den dissonans er det eneste der holder aftenens koncert tilbage fra at være noget helt særligt.
