Mens verden stod stille under pandemien, fandt islandske Laufey et publikum for hendes musik på TikTok. I aften er første gang hun spiller i Danmark, og spørgsmålet er: Kan Laufeys charmerende, moderne take på smooth bossanova jazzpop holde niveauet overfor et udsolgt Store Vega? Svaret: I dén grad!
Når man en mandag aften ser, at køen foran Store Vega strækker sig langt ud på Enghavevej, så vækker det en vis nysgerrighed. Når man lærer at køen er til Laufey, den islandske singer-songwriter som har bragt jazzen til Gen Z og Alpha via fortryllende popsange, så bliver nysgerrigheden gjort tifoldig. Når man så ser at så stor en del af de fremmødte netop er fra de unge generationer, så gøres nysgerrighed selskab af fortrøstning.
For jazz kan altså noget, noget som vi har manglet i popmusikken i mange år. Den mangel er til at se når man kigger rundt i salen i aften, og ser de mange glade publikummer, unge såvel gamle, synge med på hver en sang. Der fornemmes en anderledes sjælefuldhed i den smukke sal, når den fyldes af de primært akustiske instrumenter som Laufey og band spiller på, hvor blandt andet kontrabas, cello, guitar og violin skiller sig ud.
Fortryllende, fabelagtig og fortællende
Men stemning og hype kan ikke gøre det alene, ikke uden stærke sange, talent og nærvær – tre ting som Laufey hurtigt viser os at hun besidder til fulde. De smukke bossanova- og jazzpop sange bliver fremført med en overdådig lethed af en charmerende og oplagt Laufey, og man bliver øjeblikkeligt tryllebundet. Lydmandens mix på denne aften er ligeså fantastisk, og alle instrumenter høres tydeligt, selv mens hele salen synger med på de, i konteksten, ret stilfærdige numre.
Sange som “Fragile” betager fra første strofe og bossa-rytmen går direkte i hofterne, mens andre som “Let You Break My Heart Again” i stedet trænger ind i sjælen. Det er en stærk og varieret setliste, hvor kun sangen “Lovesick” skiller sig negativt ud. På en aften bestående af de smukkeste og varmeste jazzpop sange, er “Lovesick” en underlig, indierocket, Elguitar- og bas drevet størrelse, som låner for meget fra Radiohead’s “Creep” til at det kan ignoreres, og det skaber en ærgerlig dissonans.
Det er ikke kun sangerinden Laufey vi får love at opleve i aften, det er også entertaineren. Mellem mange af sangene fortæller hun anekdoter om livet på Island, og om at lære dansk i skolen, og vi får da også den sædvanlige – men meget flottere end ofte – “snak dansk” gimmick. Men det er en tradition af en årsag, og når man har sit publikum så betaget som Laufey har i aften, så kan man få selv den mest banale gestus til at virke fabelagtig.
Niveauet er sat
For mange blandt publikum kunne i aften virke til at være deres første store koncertoplevelse. Hvis det er korrekt, så kan man svært ønske sig en bedre førstegangsoplevelse end den Laufey leverede i aften. Der er blevet sat et niveau, som de næste mange koncerter får svært ved at leve op til.
Se alle Martins flotte billeder HER.
