Med scenen som portal fik publikum en time og et kvarters indblik i en underfundig verden af fire-øjede feer, mystiske svampehuse, ildspyende drager og intimt distancerede popsange.
Melanie Martinez gør tingene på sin helt egen måde, og alligevel, eller måske derfor, har hun et helt særligt tag i sin fanskare. Dette er tydeligt at se på køen til torsdagens koncert i KB Hallen som ikke bare er lang, men også fyldt med enormt god stemning blandt de mange fans der er kommet flot klædt på, nogle endda i deres egne udgaver af fe-væsener som Martinez’ seneste album ‘Portals’ netop omhandler. Dette er heller ikke tilfældigt, og fansenes udklædning er noget Martinez har opfordret til, og er i forlængelse af den udklædning hun selv bærer overalt i denne album æra, om det så er i videoer eller på sociale medier, ja selv på scenen under hele koncerten.
Det er et stærkt koncept, og derfor er det også dejligt at se en kunstner som tør gå hele vejen ud. Den magiske verden er allestedsnærværende, fra det farverige lysshow og røg, til de fire udklædte dansere der konstant bevæger sig i forhold til, og med, Martinez selv, til scenearrangementet flankeret af oppustelige svampe, til de fantastisk flotte visuelle film der kører på baggrunden hele koncerten igennem. Det er en fantastisk rejse, og det visuelle er en stor del af det, hvor musik, koreografi og scenearrangement går op i en højere enhed næsten som ved en teaterkoncert.
Temaerne som Martinez’ behandler på ‘Portals’ er ofte meget modne, med titler som “Death” og “Void”, og med tekster som står i stærk kontrast til den legesyge og magiske stemning sangene ellers har. Dette er noget man bliver opmærksom på når man kigger sig omkring, eller lytter til de hundredevis af øredøvende skrig når vi får første glimt af Martinez selv, og ser at gennemsnitspublikummet er piger, mange knap nok teenagere. Der er en helt særlig uskyldig dissonans i at opleve en hel koncertsal af overvejende folkeskole alder skrige med på ordene “Push your penis into your mouth, I’ll make you choke on your doubt” fra sangen “Nymphology”.
Men det er en del af det univers Martinez skaber, både på plade og fra scenen i aften. Det er et KB Hallen stort safe space til at forlade sine problemer, og finde tryghed og fællesskab foran en sceneformet portal til en magisk verden.
Her vil jeg også gerne fremhæve KB Hallens personale som ydede en fantastisk indsats. Der var et samarit telt ude foran salen, tydeligt og let synligt, personalet der mødte de mange unge fans ved dørene var delt op sådan at det var kvinder som kropsvisiterede, mens det var mænd der scannede billetter og viste vej, og måden personalet tog sig af de unge mennesker der havde det svært, og måske var blevet overvældet ved koncerten, var med empati og forståelse. Med så mange børn til koncerten, synes jeg at dette var et valg der var værd at fremhæve.
Jo, der var småting at anmærke. Det tog lige et par sange før lyden ikke knasede i højtalerne, og jo, Martinez’ stemme tog et knæk i løbet af, ironisk nok, sangen “Battle of The Larynx”, men det gjorde det kun tydeligere at det var hende som sang, hvilket under udklædningen kun fremstod positivt for mig. Det var alt i alt en fantastisk koncert, og jeg kan forestille mig at der må have været nogle stille klasseværelser fredag med alle de tabte stemmer fra de uendelige lykkesskrig og sind som dagdrømmer sig tilbage til en magisk aften.
