Der er bands, og så er der Enter Shikari. Den engelske post-hardcore gruppe leverede mandag aften en spektakulær koncertoplevelse i Vega.
Lad os tage det lynhurtigt.
For det første havde Vega placeret briterne i Store Vega, men havde på grund af, hvad der må være et utroligt sløvt billetsalg, skaleret salen ned til noget der mindede om et lokalt værtshus.
For det andet var lyden elendig, og den lød som noget, som faktisk kunne komme ud af det lokale værtshus højtalere fra dengang, at det var tilladt at ryge indenfor.
For det tredje var der ingen sammenhæng mellem sangene, og det hele virkede som om, at man skulle tage nogle sange fra bagkataloget, kaste dem sammen og kalde det en tour.
Men lige meget hvor meget man end drejer det, så gik Enter Shikaris maniske, men alligevel meningsfulde galskab hånd i hånd med Store Vega. De fik nemlig forvandlet det ikoniske spillested til deres helt egen øvelokale.
Bandet indledte aftenen med ”(pls) set me on fire”, hvor forsanger Rou Reynolds trådte på scenen iført en blå t-shirt med skriften youth of today. Straks blev Vega indhyllet i post-hardcore energi og elektroniske toner.
Selvom der var en del tekniske udfordringer undervejs, så fik de med ”Anything Can Happen In The Next Half Hour”, ”A Kiss for the Whole World x”og ”The Void Stares Back” vist, at de er et band af høj kvalitet. Deres energiske tilstedeværelse og et nøje synkroniseret lysshow fik den lille skare af cirka 500 gæster værdi for deres 305 kr. koncertbillet.
Vi skulle gå amok
Vokalmæssigt svigtede Rou Reynolds gentagne gange, og særligt under ”Anaesthetist” og ”Arguing With Thermometers” var den rungende og sløv. Begge sange føltes malplaceret og brød den ellers hurtige rytme, men helt modsat var ”Bloodshot” en kulmination på den intense opbygning, som der langsomt blev bygget op under hele koncerten.
Flere sange har lige været på grænsen, men de kom aldrig helt ud over scenekanten, men det gjorde deres imponerende lysshow, som under hele koncertens varighed var måbende imponerende. Det virkede næsten som om, at der var brugt flere kræfter på lys end lyd.
Koncerten sluttede med fire sange på syv minutter heriblandt ”Havoc B” og ”The Last Garrison”, men blev efterfulgt af to ekstranumre ”Live Outside” og ”{ The Dreamer’s Hotel }”. Selvom sangene viste bandets forskelligheder og muligheder for at også at spille roligt, så var det en utrolig mærkelig og uengageret måde at slutte en koncert på. Vi skulle gå amok, men i stedet stod vi stille.
Men hvordan bandet kan slippe af sted med IKKE at spille sangen ”THE GREAT UNKNOWN” fra deres 2020-plade ’Nothing is True & Everything is Possible” eller “Sorry You’re Not a Winner” er en kæmpe gåde. Sangen er et af bandets absolutte bedste, hvor musikken hårdhed møder det grænsesøgende pops sødme.
Så kloge bliver vi nok aldrig på dem.
