På grund af restriktioner vedrørende professionel fotografering under koncerten, et fotoforbud fra Diana Ross’ side, er vi desværre ikke i stand til at vise jer billeder fra koncerten.
Det er kun få kunstnere, der besidder den enestående evne til at bære en koncertturné med en så storslået titel som ‘The Music Legacy Tour 2023 – Celebrating Greatest #1 Hits,’ og 79-årige Diana Ross er en af dem.
18,298 dage, eller hvad der svarer til rundt regnet 50 år. Så længe skulle der gå, før Diana Ross igen gav en koncert i Danmark. Sidst hun besøgte kongeriget, var den 13. september 1973, hvor hun optrådte i Falkonerteateret som en del af sin allerførste turné, The Diana Ross Show.
50 år senere og med et imponerende sangkatalog, der omfatter mere end 25 albumudgivelser, over 125 singler og en lang række koncertturnéer, har Diana Ross’ karriere sat musikalske milepæle og efterladt et uudsletteligt aftryk i historiebøgerne. Aftenens koncert i Royal Arena i København blev endnu et mindeværdigt kapitel i hendes legendariske musikarv.
Efter en film, der tog os med på en seks minutters rejse fra hendes begyndelse i Detroit til hendes status som en international superstjerne, trådte Diana Ross ind på scenen. Tonerne fra den ikoniske “I’m Coming Out” fyldte arenaen, men sangen varede ikke mere end 60 sekunder, og inden man nærmest kunne blinke, begyndte det næste nummer, “More Today Than Yesterday,” og også den sluttede lige så hurtigt, som den begyndte – en skam.
Det var først, da Ross selv erklærede ‘memorytime,’ at koncerten virkelig tog fart. Her præsenterede hun numre som “Baby Love,” “Stop! In the Name of Love,” “Come See About Me,” og “You Can’t Hurry Love” fra hendes tid med The Supremes.
Selvom Diana Ross snart fylder 80 år, viste hun sig torsdag aften sprudlende og med en stemme, der stadig bar præg af hendes karakteristiske, engleagtige klang. Mange havde måske forventet, at årene ville have sat sit spor, men det var absolut ikke tilfældet. Størstedelen af koncerten leverede hun en imponerende præstation, især på numre som “The Boss,”, “It’s My House,” og megahitett “Upside Down,” hvor energien var urørlig.
Tiden stod stille
Diana Ross brugte publikum som et musikinstrument. Med udstrakte arme, store armbevægelser og et bredt smil fik hun for det meste siddende publikum til at synge og danse. Lige fra det langsomme “Reach Out and Touch Somebody’s Hand” til det mere hurtige “Ease on Down the Road”.
Efter et tøjskifte trådte Diana Ross ind på scenen iført en sort glitrende kjole med en lyserød tyldkåbe omkring sig, og her beviste hun endnu tydeligere, at hun stadig besidder en enestående vokal. Til de skrøbelige og nærmest legende jazztoner af Billie Holidays “Fine and Mellow” og “Don’t Explain” stod hun alene på scenen og fortsatte med at forbløffe os. Tiden syntes at stå stille, og vi blev fordybet i hendes enestående musikalske fortolkninger.
Et af de mange albums, hun har udgivet, er hendes seneste fra 2021, “Thank You”. Selvom få i salen sandsynligvis havde haft lejlighed til at lytte til det, gav Ross uddrag på numre som “I Still Believe,” “Tomorrow,” og “If the World Just Danced.” Dette segment afveg en smule fra tournéens koncept, men det fungerede som et velkomment afbræk, hvor publikums stemmebånd kunne få en velfortjent pause.
Musikalsk fiasko
Efter endnu en kort omklædning kom Diana Ross denne gang på scenen iført en skinnende hvid kjole med et stort hvidt slør. Tonerne til “Theme From Mahogany (Do You Know Where You’re Going To)” fyldte lokalet efterfulgt af en afdæmpet udgave af megahittet “Ain’t No Mountain High Enough”. Under megahittet sang hun nærmest ikke selv, men stod hovedsageligt med armene hævet og sendte luftkys mod publikum. Det var et skuffende øjeblik.
Koncerten sluttede med sangen “Thank You” fra hendes seneste album, og det var en underlig måde at afslutte koncerten på. Sangen i sig selv indeholder et smukt budskab om at sige tak, men den er langsom, og de fleste i publikum kendte den ikke. Hundredvis vendte ryggen til for at undgå metroens køer, og de gik ikke glip af noget særligt. Den næsten to timer lange hitparade afsluttede med en musikalsk fiasko.
Det er naturligt at ville takke publikum for deres støtte, men at bruge afslutningen af en koncert, der har været 50 år undervejs på det er ikke den bedste beslutning. Mange ville nok have foretrukket, at hun havde afsluttet med “Ain’t No Mountain High Enough,” som i sig selv rummer dybde og en følelse af fællesskab, som en koncertafslutning behøver.
Med sit uovertrufne vokaltalent gav Diana Ross Royal Arena en tydelig forklaring på, hvorfor hun gennem sin langvarige karriere har opnået anerkendelse som en af de mest betydningsfulde sangerinder i historien – og stadigvæk er det.
Det var ventetiden på 50 år værd.
