De var der. Kom krybende. Altså publikum. Blev stående. Men var alligevel aldrig rigtigt til stede. Måske fordi, Peter Sommer aldrig for alvor forcerede scenekanten, da han scenevant forsøgte at indtage en af landets smukkeste bøgeskove.
Fesen gul som Peter Sommers skjorte er måske en farve, men ikke en, der i tiltrækkelig grad sætter kulør på en torsdag eftermiddag på Smukfest. Publikum kvitterede med en fesen tilstedeværelse. Man får lyst til at sige ‘ligegyldig’.
Der er mere fællessang på den nærliggende pianobar. Selvfølgelig, vil nogle sige, men synd. Objektiv set, for Peter Sommers stemme er egentlig til mere end et siddende, snakkende publikum.
Peter Sommer har selv undskyldt, at han tager penge for at stå at snakke (og ryge en smøg). Man kan give ham ret. Det er egentligt mærkværdigt, at Smukfests publikum gider ham, men det gør de. De suger ham ind. Inhalerede. Siddende. Bevares. Men de kan sgu li’ ham.
– Det føles lidt som hjemmebane, sagde ham midtvejs.
Hvor han fik den fornemmelse fra, er svært at vurdere, for folkets hyldest fik han aldrig. I hvert fald ikke før, han med Bjarne Reuters tilladelse inviterede Smukfests publikum med en tur ned ad Mælkevejen. Sporadisk blev der hoppet. Synget med. Og så skålene Peter Sommer. Og leverede koncertens højdepunkt, 8660.
Mere fik han ikke. Men måske var det nok, for øjeblikket var magisk. Og publikum fik, hvad de måske i virkeligheden var kommet for. Objektivt var det bare ikke nok, for Peter Sommer kan mere. Bare ikke i dag.
Nå, men nyd nu alligevel Lasses billeder fra Peter Sommers koncert – lige her.
