Caroline Polachek leverede en koncertoplevelse, der var lige så unik som hendes musikalske talent.
Med en blanding af dragende vokalpræstationer, æstetisk appel og kunstnerisk originalitet formåede hun at skabe en uforglemmelig oplevelse for det begejstrede publikum på Arena tidlig lørdag aften.
Fra det øjeblik, hvor hun indledte koncerten med sine elektroniske beats og indtrængende vokalhooks med “Welcome To My Island”, “Pretty in Possible og “Bunny Is a Rider”, greb hun publikums opmærksomhed med sin blotte tilstedeværelse, og beviste sin evne til at tryllebinde et helt telt.
Men det var ikke kun musikken, der gjorde koncerten til en sand fornøjelse. Polacheks visuelle æstetik var en fryd for øjnene. Med en enkel og stilfuld sceneopbygning, understøttet af spektakulære lysinstallationer og en stor bagskærm med visuelle projekter, blev publikum inviteret ind i en drømmeverden af farver og former, som supplerede musikken på perfekt vis. Særligt nummeret “Sunset” blev af den store skærm komplimenteret særlig godt med billeder af – sjovt nok – en solnedgang.
Artiklen fortsætter under billedet
Grænsesøgende tilgang
I en tid, hvor musikscenen er præget af standardiserede lyde og forudsigelige melodier, træder Caroline Polachek frem som en fænomenal stemme og noget andet end det, som vi er vant til. Og dét var der brug for til et Roskilde program, der er mere sløv end en gammel køkkenkniv.
Både “Ocean of Tears” og “I Believe” viste hendes uforlignelige talent, og hendes grænsesøgende tilgang og unikke musikalske vision var her helt tydeligt. ”Blood and Butter” skabte nærmest en euforisk stemning, hvor det eneste mulige var at hengive sig til musikken.
Men stemningen kunne ej holde for evigt, og ”Caroline Shut Up” ramte forbi, og nu vi er ved emnet at holde kæft: Publikum på Roskilde Festival snakker simpelthen for meget under koncerter, og særligt under Caroline Polacheks koncert var det slemt. Hvis folk skal snakke så meget, så burde de neongule vestbærende vagter trække dem med ud bagved, klippe deres armbånd og kaste dem ud på røv og albuer.
”Smoke” var musikalsk mærkværdig, og det lød her ikke som om, at bandet var i sammenspil, men Polacheks vokal var stadig fuldstændig uovertruffen. Et mærkeligt mix, men på en besynderlig måde fungerede det.
Artiklen fortsætter under billedet
Folkevandring mod Orange
Mod koncertens afslutning troede man, at hun ville slutte af med hittet “So Hot You’re Hurting My Feelings”, som i øvrigt skabte fællessang, dans og hvad der ellers hører til en god festivalkoncert – men der var desværre mere.
Hun sluttede koncerten af med kærlighedssangen ”Door”, og det sidste folk har lyst til efter at have festet er at stå stille, men som konsekvens begyndte folk allerede at gå, og inden koncerten var slut var folkevandringen mod Orange Scene allerede begyndt.
Med sin blanding af fortryllende vokalpræstationer, udforskende lydlandskaber og ærlige tekster formåede Caroline Polachek at bryde konventionerne og transportere lytterne ind i en helt ny musikalsk æra. Hendes koncert på Roskilde Festival var som at være på en ukendt planet og et andet univers.
Vil du se flere billeder fra koncerten, kan du klikke lige her!
