Lørdag aften spillede Oh Land sin første koncert på Tinderbox, og det bliver med garanti en mindeværdig en af slagsen.
Er du okay, Oh Land?
Det spørgsmål vil jeg rigtig gerne stille hende efter at have overværet koncerten på Tinderbox. For sikke et show det var.
Som skudt ud af en kanon løb 38-årige Nanna Øland Fabricius rundt på scenen iført i en orange superheltedragt som en hund, der ser hundeparken for første gang i flere år
Med “Bad Timing”, “Son Of A Gun” og “Bleed” åbnede hun det psykedeliske vanvidsshow, hvor talende telefoner og dansetrin som en husmor med hurtige hofterotationer og rødvindsskuldre var det mest dominerende.
Fra starten af koncerten var der en underliggende følelse af, at noget ikke var helt rigtigt. Bandet virkede ukoordineret, og der manglede en klar rød tråd i musikken. Oh Land selv virkede fraværende og havde en fjern udstråling. Det hele var simpelthen for rodet.
Det virkede til, at Oh Land på scenen havde en festlig aften, men ud over scenekanten kom musikken aldrig. Det gjorde Oh Land til gengæld under “Wolf & I”, hvor hun gik frem og tilbage i scenegraven.
Oh Lands sædvanlige energi og kreativitet var at spore ved “Renaissance Girls” og hittet “Speak Out Now”, men mange blandt publikum var uinteresserede og fokuserede mere på deres egne samtaler og mobiler end på musikken på scenen.
Til den 75 minutter lange koncert afprøvede den tidligere, og måske fremtidige, X-factor dommer også helt nyt materiale. “My Freak” og den uudgivne “I Rather Sing”. Begge sange var måske det mest normale ved koncerten, fordi Oh Land for første gang stod nogenlunde stille.
Netop det at stå stille var noget, man manglende. Man manglende den ene sang, som fik det hele til ro, og hvor man mærkede jordforbindelsen igen. En oplagt mulighed ville have været ”En Linedanser” fra hendes 2011-album Oh Land.
Selvom sceneshowet var vanvid, så var Oh Lands vokal fremragende igennem det hele. Særligt under koncertens sidste sang ”White Night” var vokalen skarp og lød bedre end tidligere i koncerten, men manglen på sammenhæng i koncerten var den altdominerende tanke, man stod tilbage med.