Nicolai Grauholm er 25 år gammel og bor i Kolding. Normalt er Spotify-playlisten opdateret med de nyeste indenfor EDM-verdenen og ofte udenlandsk rapmusik. Derfor inviterede POPLISH ham med på Copenhell for at opleve det som mange beskriver som en af Danmarks hyggeliste festivaler.
Nedenfor kan du læse kort om hvad han synes om 12 forskellige koncerter, som POPLISH oplevede på Copenhell 2023. Under udvalgte koncerter har Nicolai Grauholm også skrevet en længere anmeldelse, som du kan læse.
Def Leppard:
Jeg er 25 år gammel, og er aldrig for alvor blevet eksponeret for Def Leppard – og hvis onsdagens koncert er niveauet så må Gud – om man tror på den slags – være tak og lovet for dét. Et kedeligt samsurium af lidt vattet rock, der simpelthen mangler noget energi og noget død og ødelæggelse – efter min smag. Højdepunktet var absolut da forsangeren trådte af scenen og bassisten, trommeslager og 2x guitarister fik lov at vise hvad de kunne. Så det skal de trods alt have ros for.
Sleep Token
Sleep Token leverede både energi og performance, da de indtog Pandemonium. Bag det maskerede forsanger band gemte sig både metal i den bløde ende, men absolut også hvad-fuck-foregår-der-stemning. Kæmpe respekt for niveauet – og for at de ikke faldt om af hedeslag på scenen, på hvad der ellers kun kan beskrives som en helveds-varm sommerdag på Copenhell.
Electric Callboy:
Tysk tekno mødte (mere) død og ødelæggelse, da Electric Callboy indtog den store scene på Copenhell. I et hav af hænder og crowdsurfere var kun at finde god – omend vanvittig – stemning, med overraskelser som tysk døds-schlager og en gennemgående genial kemi på scenen, samt en inspirerende lyst til at være der. For et utrænet metal-hoved (og en utrænet “musikanmelder”) som mig, var der ikke meget at klage over, og mon ikke de tyske drenge er at finde på mine playlister fremover.
Halestorm:
Der gik ikke mange sekunder før jeg igen var 12 år gammel, hvor jeg lige havde købt en elektrisk guitar og drømte om at være mørkhåret og motherfucking rockstjerne. For lige dér, foran mig, stod drengedrømmen – Den 39-årige front-kvinde, Lzzy Hale, er nemlig en vaskeægte rockstjerne, der i løbet af den 55 minutter lange koncert ejede hele Refshaleøen. En intensitet, en dedikation og en kæmpe lyst til at være der gav genlyd i hjerte, sind og scene. Hvis alle gik til sin respektive opgave, som Halestorm gik til Copenhell, havde problemerne været små i vor verden.
Pantera:
Jeg har også skrevet en længere anmeldelse af Pantera, som du kan læse her, men hvis det hurtigt skal opsummeres alligevel, så blev det en halv-lun oplevelse, som aldrig nåede det niveau jeg havde forventet forinden, og mens der var sprængfyldt af mennesker, så var det kun halvdelen der virkede oprigtigt interesserede og engagerede i den første halvdel af koncerten. Bandet kom fint igen til anden halvdel, men for min skyld kunne vi godt have hørt noget andet. Og så synes jeg i øvrigt koncerten var for lang.
Jakob Stegelmann og Aarhus Symfoniorkester:
Jeg har skrevet en længere anmeldelse om Stegelmann og Aarhus Symfoniorkester, som du kan læse her. Jeg gav dem seks stjerner, og forklaringen skal findes i en koncertoplevelse, der var så tæt på perfekt, som man nærmest kan komme. En symbiose mellem publikum, symfoniorkester og Troldspejlet-vært, Jakob Stegelmann gav en uforglemmelig oplevelse. Hvad jeg ikke ville give, for at opleve den koncert en gang mere.
Skynd:
Skynd er en af de mere skøre koncerter jeg har været til, og uden at det skal blive alt for prætentiøst, var det også en koncert der har sat sig i mig. Skynds sange er opkaldt efter, og handler om, forfærdelige drab og massemord, hvorfor det var mærkeligt at rocke, klappe og huje til. Jeg synes umiddelbart at det er højest uetisk at gøre dybe personlige kriser til underholdning, og jeg kan ikke finde ud af, om Skynd skal have samme løftede pegefinger, eller om den større fortælling står over dét princip. Den skal jeg smage på. Men musikken og lyduniverset var til absolut topkarakter.
Slipknot:
Da jeg første gang stødte på Slipknot, hvilket efterhånden er mange år siden, tænkte jeg, at man skulle være en *helt* specielt form for psykopat, hvis man kunne nyde den slags musik. Her står jeg nogle år senere, og det skal vise sig at *jeg* er en *helt* speciel form for psykopat, for jeg har sjældent glædet mig til noget, som jeg glædede mig til denne koncert. Det skulle også vise sig at blive mit eget nederlag, for i sidste ende var tanken og historien om at have oplevet en Slipknot-koncert vildere end selve oplevelsen – trods at koncerten i store dele var en fornøjelse.
Billy F. Gibbons:
Jeg har skrevet en længere anmeldelse om Gibbons, som du kan læse her. Måske jeg ikke forstår mig på bluesrock, eller måske jeg er for ung, men er du dum hvor var det kedeligt. Jeg gad ikke være der, publikum gad ikke være der, og Gibbons gad ikke være der. Der blev spildt mange mandetimer til den koncert.
Ghost:
Jeg er ikke sådan ung-ung, men har dog hørt dele af “Year Zero” i TikTok- og Instagram-kompilationer. Lørdag eftermiddag udviklede sangen sig fra et dårligt meme til en sang på playlisten. Ghosts æstetik og lydunivers er fængende, og jeg er pjattet med kontrasten mellem det kirkelige og teatralske mod de sataniske elementer som Ghost tager med på scenen. God oplevelse.
Guns N’ Roses:
Jeg var blevet skrevet ud af testamentet, og havde aldrig været velkommen til familiefester igen, hvis jeg ikke var blevet til Guns N’ Roses. Men hør. De spillede i tre timer. Tre f**king timer. Det irriterede mig gevaldigt – tænk at man tror, at man er så spændende. (Jeg kan godt se ironien i, at jeg, som måske heller ikke er skidespændende, alligevel har skrevet alle disse ord). Det er Axl Rose ikke mere. Jeg har en video liggende, som jeg kommer til at grine af i mange år – for Axl Rose synger, som jeg gjorde i badet da jeg var fire år gammel. Måske endda værre endnu. Jeg har ingen ord. Heldigvis havde resten af bandet – og især Slash – egenhændigt påtaget sig ansvaret for, at det blev en god oplevelse alligevel. For de var sublime, og der var absolut noget storslået over at se Guns N’ Roses live. Men hvis du kender en god krisepsykolog, så send dem gerne min vej, for jeg kommer til at have mareridt om Axl Roses stemme, der jagter mig, og koncerter der fucking ALDRIG slutter.
Kellermensch:
At Kellermensch bliver anerkendt på nationale såvel som internationale scener er det største der er sket for Esbjerg siden Power-2-X. Men fuck Esbjerg. Kellermensch står absolut på egne ben, og jeg kan ikke nævne mange danske navne, der leverer live-koncerter af den kaliber. Kellermensch burde være på skoleskemaet. Men jeg har også skrevet en længere anmeldelse, som du kan læse her.
Opsummering:
Danmarks mest hyggelige festival, havde jeg fået at vide, at Copenhell var. Jeg har ikke været til mange metal-koncerter, men “hyggelig” er ikke det ord der bedst beskriver mine oplevelser, så jeg var skeptisk. Det gik dog hurtigt op for mig, at Copenhell har en gennemført fantastisk evne til at omfavne en enormt bred vifte af mennesker – fra den ydre højrefløj til den ydre venstrefløj og alt ind i mellem, var alle velkomne. Det er nær umuligt ikke at smide facaderne, og *bare være sig selv* på pladsen, og der er ikke nogen der dømmer eller tænker og snakker grimt om en – af hvad jeg har oplevet. Man var heller ikke mange sekunder uden stanken/lugten/duften af den grønne/bruge røg i næsen, og alt dette i en kombination skabte et lovløst, anarkistisk og mest af alt frit rum at være i, og jeg forstår nu, hvad “Velkommen hjem”, som der står på et utal af Copenhell-t-shirts betyder. For alle og enhver hører hjemme på Copenhell. Og jeg kommer så absolut igen.
