The 1975 satte gang i både dansefødder, tanker og fordomme fredag aften på Northside Festival. Med en af internettets mest omdiskuterede mænd i fronten lagde de Echo Scenen ned.
Fredag aften trådte Matty Healy, frontmanden i The 1975, ind på Echo Scenen med sit karakteristiske rodede, krøllede hår, en flaske vin dinglende i den ene hånd og med klap for venstre øje, som en anden moderne pirat. Nok det man kalder en ægte main character.
Om hele attituden var et act eller et symbol på, at verdenen ikke altid er lige venlig, så var det gennemført og havde den ønskede effekt på størstedelen af publikum. På trods af en hel flaske rødvin, der blev fortæret under koncerten, formåede Matty Healy at præstere vokal-mæssigt og var en helt og aldeles tilpas skandaløs og dragende karakter.
Healy afsatte også en del tid til at snakke til publikum – og ikke bare den klassiske “how are you tonight, Northside!”, men der blev vendt et par tidsaktuelle emner samtidig med flere rebelske stikpiller. Endda også en lille kommentar for ‘måske at have været lidt for vulgær’ i fortiden, men den undskyldning nåede hurtigt at ændre sig til endnu en stikpille til højrefløjen. Størstedelen af Mattys taler blev naturligvis udført med en velkendt smøg i kæften og en trofast fuck-it-all-attitude.
Desværre var det ikke alle i publikum, der helt gad at høre på Healys taler, som ellers var ganske fine og interessante at høre på. Det var tydeligt at mærke opmærksomheds-niveauet på dem, der stod forrest, og dem der stod længere bagud.
“Why is everyone so obsessed with time?” var en af de sidste fraser Healy fik smidt ud, da han fik beskeden fra crewet om, at han var ved at løbe tør for scenetid. Ham og bandet fik til gengæld udnyttet tiden til fulde og der blev elegant bukket af som tak.
Fra møgunge-attitude til sexet Sartre-vibe
The 1975 førte os igennem en dejlig blandet omgang af de sprøde danse hits som ‘SEX’, ‘The Sound’ og ‘Chocolate’ samtidig med de mere dybe numre som ‘Love it if we made it’ og ‘Somebody else’, der iøvrigt også fik en fin introduktion omkring at føle ejerskab over en eks-kæreste og den tomhed, der følger med i et miste en magisk (og seksuel) kemi.
Der var noget for alle. Dem, der kom for at danse. Dem, der kom for ømt at holde om hinanden. Dem, der kom for at sende sidemakkeren et flirtende blik. Og dem, der ikke altid har det lige let.
Undertegnede så deres koncert tilbage i 2017 på Northside, hvor det var en noget anderledes vibe bandet trak med. Her virkede Matty Healy som en snottet og skæv teenage-unge, der var fløjtende ligeglad med sit publikum og sine egne budskaber. Heldigvis sker der meget på 5 år, og The 1975 tog 100 % revanche over deres sidste optræden på Northside.
Om man er til Healys rocknroll attitude eller ej, så svævede der trods alt et mere melankolsk, filosofisk og ømt udtryk over The 1975 på trods af de happy 80’er-vibede melodier. Og måske viste de os i virkeligheden, at vi ikke altid behøver at være så skide glade hele tiden. At det er okay at være fucking nede nogen gange. Det er jo også en del af at blive voksen, og det bliver vi alle sammen.
