Jadas stort anlagte koncert i Royal Arena blev først et stort show halvvejs inde. De første 45 minutter føltes som om Jada opvarmede til sin egen koncert, men da først hun for alvor kom i gang, var hun aldrig set bedre.
Den 29-årige sangerinde, hvis borgerlige navn er Emilie Molsted Nørgaard, har måske brugt de sidste mange fredage på at drømme om dagen i dag. Hun har erobret Smukfest, Roskildes Orange Scene og fredag den 11. november forsøgte hun at erobre Royal Arena. Desværre uden held.
Med noget som lød som mongolsk strubesang, og en lyd som gjorde halvdelen af publikum døve på venstre side, indtog Jada scenen i Royal Arena med “Young Woman’s Cry”. Under koncertens utrolig sløve start fik sangene ”I’m Back”, ”Clean Love” og ”Sure” aldrig taget omkring det utrolig unge publikum, og showet virkede simpelhent alt for poleret og indøvet. Det show og den Jada som plejer at slå sig løs udeblev fra hendes egen koncert.
Der var simpelhent ingen charme over showet, og det hele virkede overfladisk. “Hva så Royal Arena?”, råbte aftens hovedperson ud til den unge menneskemængde. Ja, faktisk ikke så meget fristes man til at svare, inden en jubel fra de fremmødte folkeskole- og gymnasieelever færdiggjorde det, som lydmændene ikke fik gjort færdig og gjorde ens anden side døv.
Jada er aldrig set bedre – under tre sange.
Det polerede sceneshow fik dog endelig sin charme under ”Something To Say”, hvor det yderst velspillende band og veldansende dansere sammen med det vellysende lysshow gav dén ekstra kant, som showet indtil har manglet. Showet blev hevet op til umenneskelige højder under ”s.e.x.y.o.m.g”, hvor det føltes som et vaskeægte supershow, hvor alt for første gang gik op i en højere enhed. Ved energiske ”On Me” fortsatte den euforiske stemning til nye højder med vifter, flammer og en synergi mellem Jada og publikum, der kun blev bedre efter Jadas lommefilosofi, inden megahittet ”Not Alone” blev spillet.
Jada er aldrig set bedre.
Med sig i Royal Arena havde Jada taget en scene med sig, som stod midt på gulvet så publikum kunne omfavne sangerinden fra alle sider. Særligt under ”Keep Cool” og ”Don’t Say My Name And Forget It Again” blev scenens to aflange sider brugt til fulde, hvor både dansere og korsangere kom rundt og viste sig frem. Under sidstnævnte sang crowdsurfede Jada også, men det virkede som om, at det var noget, som skulle gøres, fordi det er blevet hendes vartegn. Ligesom The Minds of 99 brugte sakselifte i en periode.
Et nyt vartegn
Hvad der efterhånden også er et vartegn på en Jada-koncert, er hendes natkjole under nummeret ”Nudes”, som også var koncertens sidste sang. Af en eller anden mystisk årsag, så har Jada siden sangens store succes valgt at afslutte sine koncerter med lige netop dét nummer.
Jeg er med på, at fællessang-følelsen er god, men jeg ville hellere foretrække en anden sang, hvor Jada kan skeje sig lidt ud. Et frækt bud kunne være “s.e.x.y.o.m.g” eller “Blow”, som begge kunne være passende til en bombastisk og vild afslutning.
Den afslutning kom desværre ikke i Royal Arena.
Vil du se flere billeder fra koncerten, kan du klikke lige HER!
Set liste:
- Young Woman’s Cry
- Saturn Return
- I’m Back
- Clean Love
- Sure
- Lonely
- Dangerous
- The Boy is Not Mine
- Under the Moon
- Something to Say
- s.e.x.y.o.m.g (feat. Debbie Sings)
- Air
- On Me
- Not Alone
- Keep Cool
- Don’t Say My Name
- Cue the Violins
- Nudes