“Jeg er iskold” proklamerede Tina Dickow, da hendes fredagskoncert på Bøgescenerne kortvarigt blev afbrudt af tekniske problemer. Der var da heller ikke en flig af panik at spore hos den erfarne singer-songwriter, det understregede også hvor kontrolleret en kunster hun er – og at hun måske var en kende for kold under koncerten.
Fredagens koncert med den ellers så velspillende Tina Dickow fik en lidt sløv start, da åbningsnummeret Hjertestorm fra singer-songwriterens seneste album Bitte Små Ryk gik igang. Flere numre fra det nye album var på setlisten, to af dem nogle af de første. Det er altid et sats at spille nyt materiale for et festivalpublikum, og selv om sangeren skal have ros for sit mod, fungerede det ikke helt at starte med en nyt og, at vurdere ud fra publikums reaktion, relativt ukendt nummer.
Der kom dog en form for fællessang igang, da det efterhånden halvgamle hit Sacré Coeur blev spillet, og da sangeren fulgte op med en danskfortolket udgave af Nobody’s Man, der også har en del år på bagen, var det da også til publikums store glæde. Med en overbevisende og intelligent oversættelse af hittet, hvor der blandt andet kækt blev brugt “pige” i stedet for “mand” i omkvædet, fik man fornemmelsen af en mere legesyg Dickow. Udførelsen satte også streg under sangerens talent og håndværksmæssige snilde. Publikums reaktion på netop de to numre satte da også streg under sangerens musiske kunnen – hendes ældre sange fungerer stadig, og man kan undre sig over, hvorfor hun ikke inddragede et par flere af dem.
For kontrolleret
Det er tydeligvis hverken talent eller håndværk, der mangler hos singer-songwriteren, men hun virkede ekstremt kontrolleret og jeg savnede den følsomhed og sårbarhed, som mange af hendes sange – nye som gamle – ellers besidder.
For Dickow er fandens dygtig, og hun ved det godt. Der er heller aldrig tvivl om, at sangeren både er taknemmelig for at stå på scenen, og at hun virkelig nyder det. Alligevel føltes koncerten en smule distanceret – for professional. Selv om hun da gav sig til at danse under Teach Me To Dance, gav Dickow gav sig simpelthen ikke nok hen til publikum, og tog ikke rigtigt nogle chancer. Hvorfor ikke?
Tina Dickow kan sit kram. Det kan hun. Hun leger selvsikkert med sin setliste, og der er større variation i udvalget af sange mellem hendes koncerter end man ser hos de fleste andre musikere, hvilket i sig selv gør hende til en mere spændende kunstnere. Og hun kunne sandsynligvis også vinde DM i stresshåndtering, efter hun overlegent og med et skævt smil førte publikum igennem de tekniske problemer, der ramte hende i koncertens begyndelse. Men jeg savnede noget nerve og jeg savnede numre som Friend In a Bar (A Detour), Cruel to The Sensitive Kind eller You Know Better.
Samlet set efterlod det et indtryk af en koncert, der simpelthen var for sikker.
