Fatoumata Diawara spillede Orange Scene op til malinesisk dansefest i regnvejr på længe ventet Roskilde Festival
Fatoumata Diawara besøgte Roskildes Avalon scene tilbage i 2019, hvor undertegnede kvitterede med fuld plade på stjerner. Siden da har den malinesiske sangerinde medvirket på sange fra både Gorillaz, Disclosure og to grammy nomineringer.
Måske det var derfor festivallen havde valgt at placere hende på Orange scene. Om ikke andet er det et klart statement om at Roots and hybrid rummer stor kvalitet og fortjener en plads på den største scene.
Desværre var det en regnfuld dag og 5 min før koncertstart var der knap nok mennesker til at danne to række foran scenen. Der kom dog flere lige som hun skulle til at gå på og i løbet af koncerten. Men havde det været en solfuld dag, var der formentlig flere der havde stoppet eller siddet i græsset.
Stor personlighed – Større vokal
Diawara indtog med hendes store personlighed scenen fra hun trådte ind. Stort smil og endnu større vokal. Hun synger på Bambara – Sproget for den største etniske befolkningsgruppe i Mali. Men på trods af det fik hun undervejs publikum med på fællessang. Normalt ville det virke lidt opblæst at een kunstner bad folk om at synge/råbe vedkommendes navn, men ud fra hvor mange forskellige udtalelser der er blevet overhørt på teltpladsen i ugens løb, var det helt på plads.
Sangerinden hev fra 3. nummer guitaren frem – efter eget udsagn er hun den første kvindelige solo guitarist i Mali. Med sig havde hun et veloplagt band bestående af guitarist, bassist, trommeslager og keys. De to første dansede sig vej igennem koncerten.
Vokalen var der ikke meget at sætte på. Den er stor, mægtig og vild. Men når man har hørt hvordan hun kan fremføre Nina Simones Sinnerman, virkede dagens udgave lidt tam. Det var en mindre vild version. Udover den fik vi også lov til at høre Fela Kutis Afrika. Som i øvrigt blev indledt med en kommentar om at i Nigeria kaldes det ikke afrobeat men Highlife – en lille stikpille til hvordan vesten simplificerer når det gælder afrikansk kultur.
Forinden kunne man have frygtet at Diawara, som mange mere kendte kunstnere end hende, ville drukne på den mægtige Orange scene. Men her er tale om en kvinde med så meget kraft og tilstedeværelsen at det ikke skete.
Malplaceret gæsteartist
På plakaten stod fransk/israelske Yael Naim som feature. Hun blev præsenteret som “my sister”, der blot understregede Diawaras tankegang om female empowerment. Naim skiftede fuldstændig tempo og musikstil i koncerten. De fleste andre publikummer ville på det tidspunkt begynde at snakke (måske om Tour de France, som lod til at være fredagens helt store samtaleemne), men ikke her. Tanken om at tage en “sister” med på scenen er enormt sympatisk. MEN det virkede altså noget malplaceret. Specielt fordi Naim stod helt mutters alene på scenen og deres fælles nummer på guitarlele var fint, men bare meget aparte fra resten af settet.
Da band kom tilbage på scenen og Diawara igen var den eneste vokalist på scenen, gik det igen vildt for sig og orange endte som een stor hoppende og dansende fest.
Dagens koncert var lækker og det lod da også til at regnen blev danset væk – Både bogstavelig talt og stemningsmæssigt. Men der manglede bare lige det der sidste magiske touch, som Fatoumata Diawara normalt er garant for.
