Der blev både ‘sendt private fotografier’, ‘suttet op fra slap’ og hældt sprut ud i seriøse mængder på et brandvarmt publikum på Blå Scene på Tinderbox. Suspekt, det var det, men Tinderbox var tændt!
Din bedstemor er med garanti forfærdet, når hun hører Vestegns-kongerne Suspekt lire lyrik af. Teksterne i Suspekts rap-tekster er typisk så langt under bæltestedet, at sarte sjæle øjeblikkeligt vil få ondt i storetåen, når Andreas, Emil og Rune fyrer op under de lettere pornografiske tekster, som var de læst op på en hengemt betalings-tv-kanal i slutningen af 90erne.
Men en fest, det skaber de sgu, de ‘unge’ mennesker fra Suspekt. Det gjorde de bestemt også i Odense torsdag aften. Med en håndfuld klassikere i baghånden som ‘Proletar’, ‘Sut Den op fra Slap’ og ikke mindst ekstranummeret ‘Kinky Fætter’, var der næsten garanti for kollektiv, musikalsk masse-stimuli foran Blå Scene på Tinderbox. Og ganske rigtigt: Publikum var tændt.
Anmeldelsen fortsætter under billedet.
Elektrisk stemning – elektrisk scooter
Midtvejs kom en herre trillende ind på scenen i Odense. Det, på intet mindre end en el-scooter. Manden på el-scooteren hed Emil Lange, kendt fra blandt andet P3. Det mere eller mindre koreograferede stunt resulterede i et par collaborations – det engelske ord for ‘samarbejde’ – mellem Suspekt og Lange.
Et sjovt, men måske lidt malplaceret indspark til en koncert, der på det tidspunkt var på kogepunktet. Men som de også selv råbte utallige gange: ‘Det kan godt blive vildere!’. Og vildere – det blev det mod slutningen.
Hvis man kan snakke om en evergreen i rapmusik, så er ‘Kinky Fætter’ nok Suspekts bedste bud. Den kan publikum – og de synger (rapper, red.) med i en grad, så det formentlig kan høres på både Lillebælts- og Storebæltsbroen på hver side af Fyn.
Suspekt leverer en KÆMPE fest hver gang – og jeg mener hver gang. Jeg har efterhånden været til koncert med dem rigtigt mange gange, og jeg har aldrig set dem levere under niveau. Det gjorde de heller ikke denne nattetime i Tusindårsskoven i Odense.
Er du til fest, tunge beats, lyrik om kønsorganer tilsat højt tempo – så er Suspekt noget for dig. Men det har du nok fundet ud af.
Fest og fem stjerner til Albertslunds ukronede rapkonger.