Siden sin koncert på Roskilde i sommer, har sangerinden Lizzo kun lagt verden endnu mere ned. Tirsdag aften afsluttede hun sin verdensturné for et udsolgt K.B. Hallen.
Det er meget sjældent, man kommer ind til noget, bliver kaldt “BIIIITCH” i 75 minutter, og går hjem gladere, end da man kom. Men det var nogenlunde fornemmelsen efter fem kvarter i Lizzos selskab tirsdag aften i K.B. Hallen.
Detroit-damen Melissa Viviane Jefferson, bedre kendt som Lizzo, berigede os på Roskilde i sommer med en af festivalens mest roste koncerter. Siden da har det haglet med anerkendelse ned over den 31-årige sangerinde, der bl.a. er gået platin med “Cuz I Love You”-albummet fra i år, ligesom sangene “Truth Hurts” og “Good As Hell” har ligget mere eller mindre konstant blandt de øverste ti procent af Billboards top 100. Lizzos syn på verden med plads til alle og ikke mindst kærlighed til sig selv uanset højde og drøjde har virkelig gjort sit indtog, og toget stopper ikke, før alle er med ombord.
Således var koncerten tirsdag aften også endnu en gudstjeneste i “The Church Of Selv Love”. Scenografien var som en kirke, og Lizzo kom også ind til nummeret “Heaven Help Me” ved at stå på skriftestolen, der var DJ Sophies pult denne aften, og synge sin fyldige bagdel ud af bukserne iført en præstekjole, som man har set det i sydstatskirker i USA – denne var bare glinsende i lyset fra sceneprojektørerne.
Hvis der er noget, Lizzo formår under sine koncerter, er det to ting: At få publikum med sig, og at synge som en engel. Begge dele klarede damen til perfektion, sidstnævnte til trods for lidt rod med lyden især under første nummer. Men når vokalen skulle trænge igennem, trængte den igennem.
Nummeret “Cuz I Love You” var en manifestation af den store dames store stemme. Men endnu større var damens mund. Det kunne tydeligt ses, at Lizzo var i hopla. Sassiness’en var i top, og hun crackede jokes mellem numrene, som var det hendes sidegeschæft at lave comedy. Hun nød den store opbakning, hun fik allerede fra første nummer, og lod sig bade i successen, mens folk klappede, hujede og stampede i jorden.
I “The Church Of Self Love” skal man bede en ny form for fadervor. Én, som handler om kærligheden til sig selv i stedet for kærligheden til vorherre. “If you can love me, you can love yoru goddamn self,” som Lizzo sagde.
Numrene “Boys” og “Tempo” udmærkede sig på hver sin vis med fabelagtigt danseri og skuespil under numrene, som løftede dem sammen med den fænomenale vokal. “Good As Hell” og “Truth Hurts” blev sættets sidste numre sammen med ekstranummeret “Juice”, og på den måde kan man på ingen måde sætte en finger på sætlistens opbygning, for det lukkede i den grad af med et brag.
Det brag blev efter koncertens afslutning ødelagt af K.B. Hallens logistiske problemer, som allerede viste sit grimme ansigt inden koncertstart, hvor køen til garderoben var så lang, at der måtte spærres af ved trapperne til kælderen, hvor man både går mod garderobe… og toiletter. Det tog over en time at få alle ud af salen, hvilket vil sige, at undertegnede først forlod koncertstedet 1½ time efter koncerten var slut. Men det er en helt anden historie…
Lizzo er på toppen af sit game lige nu og peaker som kunstner. Lad os alle bede og håbe, at den stime fortsætter, for vi har brug for kunstnere som Lizzo til at gøre op med nogle normer om, hvad man kan tillade sig som en thick bitch with an attitude.
