Californiske Banks har tidligere udsolgt Vega og trukket flere stjerner, end Thomas Treo kan tælle til. Men det var ikke denne grå og våde novembermandag, hun gjorde sin egen kunst efter.
Vi taler ofte om den. Den svære to’er. Om det er film, albums eller bøger, så er det svært at efterkomme det oprindelige, hvis det var en succes. Forventningerne fra alle er tårnhøje. Det samme skete for Banks, da hun mandag aften skulle spille Vega op for anden gang på knap tre år. Sidst, den 31-årige amerikaner besøgte landet, var hun dragende og forførende, og undertegnet var svært tilfreds.
Derfor var det overraskende at træde ind i en halvtom sal, hvor hele overetagen var lukket af. Der var godt med plads på gulvet, så det var nemt at finde et godt sted at kunne se. Ligesom sidst var Jillian Rose Banks akkompagneret på scenen af to danserinder. Åbningsnummeret stammede fra seneste album, III, som blev udgivet i sommer. En plade, hvor Banks har rykket sig som kunster – i hvert fald gået i nye retninger og samarbejdet med nye producere, der selvfølgelig er med til at flytte musikken.
Det skabte en kontrast mellem det nye og det gamle musik, da de nye numre har en anden lyd, som ikke rigtigt kunne flyve live i salen. Det er også svært, når ens musik har en sårbarhed og delikathed, at prøve at gøre det letfordøjeligt og nemt at servere for publikummerne. Det gamle Banks havde en tunghed over sig og nogle beats, hvor bassen ramte én i mavesækken og fik én til boppe med til melodien. Det nye er mere… poppet? … på en meget bløde måde og blev serveret med danserutiner, der ville få Dua Lipa og Britney Spears’ koordinerede shows til at ligne freestyle på et diskotek. Det virkede så forceret.
Og det var derfor, mit hjerte for Banks knækkede midt over denne mandag aften. Den vej, sangerinden har valgt, virker til at gå i samme retning som mange andre kvindelige artister. Nerven i de gamle produktioner synes at være lost in translation på de nye spor og i leveringen af dem på scenen også. Det virkede som en mekanisk Banks frem for den gode, gamle melankolske Banks.
Derfor var highlights denne aften gamle bangers som “Fuck With Myself” og “Poltergeist”, som blev serveret med samme rutine som i februar 2017 på samme adresse. “Gemini Feed” og “Beggin For Thread” faldt sidst på aftenen til stor jubel – eller så stor, som den nu kan blive, når der “kun” er små 400 mennesker frem for 1500. Den manglende opbakning fra danskerne var også med til at få hele aftenen til at fremstå lettere skæv.
Jeg vil virkelig nødigt anmelde en kunstners koncert baseret på en dårlig plade, men i dette tilfælde trak den sætliste, performance og stemning ned, hvilket gjorde den svære to’er med Banks i Vega til en alt for forglemmelig aften.
Måske er tredje gang lykkens gang.
