Det var både hårdt og følsomt, introvert og ekstrovert. Amerikanske Banks fik næsten taget til at lette mandag aften i Vega.
Hvordan præsenterer man Banks? Det er en svær opgave, fordi det er en kvinde med mange facetter. Men dét, som er mest gennemgående i hendes musik, er de fantastiske tekster, som passer perfekt til det minimalistiske, mørke univers i musikken, der bliver bygget rundt omkring.
Stemningen var over the top i Vega fra første øjeblik, den 28-årige Jillian Rose Banks’ høje, slanke krop trådte ud af mørket med sine to dansere. Det eneste lys kom fra farvede spots bagerst på scenen, som skabte en dyster stemning fra start.
Danserne var iført mørkt tøj og noget tyndt stof over arme og hoved, hvilket fik dem til at ligne en form for spøgelser. Passende nok var første nummer på setlisten “Poltergeist” fra seneste album, Altar. Allerede fra start viste den unge sangerinde, at hun kan entertaine, da hun betjente to forskellige mikrofoner, mens hun dansede i takt med de to spøgelser.
Banks’ musikalske karriere startede, da hendes forældre blev skilt, da hun var 15. Hun begyndte at spille klaver og skrive sange om det som en form for terapi for sig selv. Herefter fik hun – sjovt nok – en bachelor i psykologi, hvilket giver god mening, når man hører musikken og teksterne i Banks’ univers.
De er nemlig oftest fyldt med smerte. Mange af teksterne omhandler dysfunktionelle forhold til mænd, så som i nummeret “Trainwreck” fra seneste album:
“Shut down by a guy I never wanted to kiss
Not gonna hear the singing of his ringing triumphing
And I’m chugging along in a train
And I’m heading the wrong way, and I’m a trainwreck”
Nummeret “Waiting Game”, som blev Banks’ første radionummer i Danmark, blev ligesom de forrige sange modtaget med stor applaus. Publikum i den udsolgte salg var die hard på fra start, og det smittede af på den unge kvinde på scenen.
Hendes hårde attitude under f.eks. et nummer som “Fuck With Myself” forsvandt som dug for solen, når hun talte til publikum. De mørke, dybe toner blev erstattet af en mere lys og glad fornemmelse, når hun sagde tak til folk for at komme.
Selvom det var tungt og langt fra i højeste gear i starten af koncerten, kom der et midterstykke, hvor tempoet blev sat en smule ned. Her viste Banks sine virkelige kvaliteter som kunstner. Især med nummeret “Better” beviste hun, hvor dygtig hun er. Der er mange svære stykker, som hun formåede at løfte i Vega, så hårene rejste sig og publikum jublede flere gange undervejs som et cadeau for godt arbejde.
Omvendt var der flere gange undervejs, hvor det virkede som om, Banks selv følte, hendes vokal var for lav, og derfor måtte vinke efter lydmændene. Og jo, flere gange druknede den sarte vokal i den tunge bas og den dystre stemning.
Stemningen lettede, da “Judas”, “Better For Thread” og det junglelydende højtemponummer “Haunt” sluttede det timelange set af. Som ekstranumre kørte Banks først “27 Hours”, og da publikum klappede og stamepede i jorden og skreg efter mere, bad hun bandet finde “This Is Not About Us” frem som ekstra ekstranummer. En smuk og højenergisk afslutning på en kort, men intens koncert fyldt med glæde og smerte, tudefjæs og bossness, mørke og lys, generelt kontraster fra en kvinde fyldt med diversitet.
