Efteråret er kommet til Danmark, og med det følger en indadskuende tendens i vores hverdag. Som bladene bliver gule, og planterne visner, kan vi overveje vores egen dødelighed og komme til forfærdelige konklusioner. Derfor er dyster musik min foretrukne variant mens mørket langsomt kryber ind på os. Cult of Luna laver dyster musik. Det er tungt, mørkt og forsøger at snige sig under huden på lytteren. Derfor var jeg meget begejstret, da jeg fik nyheden om at de svenske mørkemænd kom til Danmark som led i en større turné. Det kunne blive en forrygende aften i det rå Pumpehus på Studiestræde 52.
Jeg har efterhånden fulgt Cult of Luna i en del år, og blev særdeles imponeret over det udspil de lavede med Julie Christmas: Mariner. Et helstøbt album, hvor fokus var på gode melodier og modbydelige kontraster. Siden det album har jeg fulgt dem ret tæt og været meget imponeret over deres andre udspil. Det er postmetal fra øverste hylde, og den dunkle stemning var at finde hele aftenen, også hos opvarmningen.
Men hvor This Gift Is a Curse måtte slås gevaldigt med lyden, så leverede belgiske Brutus noget af det mest spektakulære, jeg endnu har set et opvarmningsband præstere til dato. I et halvfyldt lokale var der ingen tvivlere. De smukke lydflader fra Stefanie Mannaerts faldt i min smag og det var svært at løsrive sig fra de tunge rytmer fra bassen, der blev suppleret på fineste vis med gedigne trommer fra den dygtige sangerinde. Brutus bliver ikke et kort bekendtskab, da det er en af de mest helstøbte og gennemførte optrædener, Pumpehuset har lagt scene til i nyere tid.
Måske har ham Lars fra Metallica fat i noget.
Og nu til mere af det samme…
Cult of Luna har længe vidst hvad de vil, og hvor de er på vej hen. Tung metallisk lyd med massive lydflader, der tillader lytteren at gemme sig væk i et univers af mørke. Jeg har endnu ikke brugt tid på deres tekster, men jeg ville være dybt chokeret, hvis det blot var endnu et par kærlighedssange. Deres udtryk på scenen kan bedst beskrives som tanden mindre makabert end en knokkelmand. Bandet står i konstant silhouet. Det hvide lys lys bruges kun til at fremhæve mørke, og resten af de røde, grønne og blå farver forurener nærmest den klare hvide, der skaber kontrast på bandet.
I samme stil forvandler deres musik sig aldrig væk fra melodien, men sætter den i relief. De gode temaer får lov at stå alene, men bliver så brudt af den grumme vokal, og de smukke, melodiske passager bliver knust af tordnende lydmure. Man har kigget dybt i ekstremmetallens værktøjskasse og taget det allerbedste. Det er dunkel musik, hvor der sjældent kommer lys uden skygge, glæde uden sorg, og Cult of Lunas lyd bærer umiskendeligt præg af det allerbedste fra de mange subgenrer i metallens verden.
Der er dog en smule malurt i bægeret. Dette er ikke musik, der inviterer sit publikum indenfor. Det er næsten fjendsk i sin indstilling og man risikerer at blive sat ud på sidelinjen.
Hvis det er hvad opfindsom musik koster, så betaler jeg dog gladeligt prisen!
Smukke indtryk for både øjne og ører
Mens lyset på scenen funkler som stjerner og med fantastiske melodier, der aldrig helmer, men blot tager korte afstikkere til andre temaer, må Cult of Lunas musik siges at være helt og aldeles organisk. Den udvikler sig, bevæger sig gennem bølgedale, leder mod toppen og smadrer lytterens forventninger til atomer. Dette er postmetal, når det er bedst.
Når de så vælger at tage alt tempo ud af koncerten med ‘And With Her Came the Birds’ giver det en hvileperiode, hvor man kan give sig hen til musikken.
Havde jeg ikke været bekendt med genren og dens mange fortrin på forhånd, så havde denne aften overbevist mig om de mange kvaliteter, der er at finde i postmetal. Hvor mange musikere ikke formår at gå helt lige på snoren, så balancerer Cult of Luna sig gennem både mørke og lys med forbløffende lethed. Kompositionerne er lange og indeholder for mange temaer til at man for alvor kan forstå alle elementerne til en koncert, men det er samtidig så letforståeligt, at det aldrig nogensinde bliver mudret.
Dette er en oplevelse for feinschmeckere. Det blev dog aldrig mere perfekt end det første øjeblik, hvor temaet fra ‘The Silent Man’ fik lov til at brøle ud af højtalerne på denne aften. Cult of Luna er en oplevelse, og selv med meget høje forhåbninger blev de indfriet til fulde. Jeg kan kun ønske andre en ligeså bekræftende oplevelse, men det må blive med nogle andre, for månekulten er taget videre.
